Varmt vejr har kaldt kæmpe makrelstimer helt ind til Thys kyster i disse dage

HANSTHOLM: Det stille og varme vejr har kaldt kæmpe makrelstimer helt ind til Thys kyster i disse dage - trukket til land af usædvanligt store stimer af småsild.

Det har hundredvis af glade lystfiskere oplevet de seneste aftener, og det gav smil og højt humør på stranden.

Ved kysten mellem Hanstholm Klitmøller var det bare at smide dit blink med forfang ud, og straks havde du 2-4 makreller på linen, og fiskeriet kunne foregå i bare ben.

For vandet er godt 20 grader varmt.

De små hidsige makreller er rovfisk der følger stimerne af små sild. Den seneste uges aftener har havet bogstaveligt ”kogt” af småsild, når stimen blev jaget ovenud af vandet af jagende makreller. Til stor fornøjelse for hundredvis af måger. Og ikke mindst til stor fornøjelse for thyboer, der var hurtige til at få fiskestængerne i bilen og komme ned til stranden og skaffe sig nogle lækre måltider med hjem.

For spanden blev fyldt på en halv time med 40-50 makrel, i den helt rigtige portionsstørrelse.

Der var bid hver gang.

Det vil stadig være muligt at få makrel på stangen og på panden de næste dage.

Trods vejret og vind er lidt forandret, så forsvinder hverken sild eller makrel de nærmeste dage.

Det er bare om at komme ud til stranden til en herlig oplevelse for hele familien.

For alle kan deltage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...