Der er stadig ledige pladser på madskolen i uge 31

HANSTHOLM: I uge 31 giver Madskolen på Hanstholm Skole i Hanstholm mulighed for at føle, smage, prøve, dufte og opleve madens vidunderlige verden. Der er stadig ledige pladser.

På madskoler tager børn grydeskeen i egen hånd og smider forældrene ud af køkkenet.

I en uge underviser frivillige instruktører børnene i madlavning, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde. I løbet af Madskoleugen skal børnene selv hakke grøntsager, stege og brase. De vil blive præsenteret for nye råvarer i køkkenet og få en viden om, hvor maden kommer fra. Alle børn i 8-12-års alderen kan deltage, og undervisningen foregår i dagtimerne fra mandag til fredag.

- De fleste Madskoler i landet er ved at være fyldt op, og mange har været fyldt op længe. Dog er der stadig ledige pladser på Hanstholm Skole i Hanstholm. Men det er med at få tilmeldt sig, inden det er for sent, påpeger Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og projektleder på Madskoler i Landbrug & Fødevarer.

I følge de foregående års forældreevalueringer er Madskoler med til at give børnene madmod, lyst til at smage på nye fødevarer og fortsætte madlavningen derhjemme - både med og uden forældrene.

Men det er ikke kun mad som står programmet.

Der er også daglig fysisk aktivitet og lege samt en ekskursion i programmet.

Sidst på ugen disker børnene op med det bedste, de har lært, og så bliver der afholdt et forældrearrangement på Madskolen for forældre og søskende.

Madskolekoordinator Line Damsgaard fra Landbrug & Fødevarer siger:

- Den bedste kur mod kræsenhed er selv at have været med til at lave maden, så kræsne børn er særligt velkomne på Madskolerne. Når man ved mere om råvarerne, og hvor forskelligt de kan smage alt efter tilberedning, så er man godt på vej til et sundt liv.

Madskoler, der arrangeres af 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000, foregår i skolernes ferier og selv om man kunne forestille sig, at børnene vil have fri, når de har fri, er der meget der tyder på, at de allerhelst vil bruge ferien på Madskole.

Deltagelse koster 550 kr. pr. barn for en hel uge.

Tilmelding kan ske på www.madskoler.dk, hvor du også kan læse mere om Madskoler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...