Interessen var større end den mulige plads

THISTED: Der var trængsel overalt, da Danske Ølentusiaster lørdag afviklede Øllets Dag på Thisted Bryghus.

Så mange ville ind og smage på øllet, at arrangørerne blev nødt til at sige stop i døren. Samtlige 1.100 billetter var solgt på rekordtid og heraf de 900 forsalgsbilletter der var udsolgt en uge før arrangementet.

- Vi har vel afvist omkring 100 personer i døren, og det er vi selvfølgeligt kede af. Men 1.100 er det antal, vi kan have for, at folk også skal have en god oplevelse. Opbakningen har jo været helt vild, siger Jens Munk, der er formand for Danske Ølentusiaster i Thisted.

Brygmester Antoni Aagaard Madsen fra Thisted Bryghus glæder sig over den stigende interesse for arrangementet:

- Det er jo fantastisk, at man kan lave en dag, hvor vi fejrer øllet og hvor de mindre bryggerier finder sammen om at lave et arrangement, hvor publikum får mulighed for at smage noget øl, de måske slet ikke vidste eksisterede.

Dagen er også med til at markere det gode samarbejde, der er imellem mange af de mindre bryggerier, siger brygmesteren.

Øllets Dag er et arrangement der er kommet for at blive og i Thisted er meldingen klar:

- Vi er klar igen næste år, siger Bryggeridirektør Aage Svenningsen fra Thisted Bryghus. Øllets dag fejres over hele landet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...