Forude venter knap 10.000 sømil for den store industritrawler

HANSTHOLM: Torsdag var det farvel til Hanstholms eneste store industritrawler Lingbank, der ved middagstid sejlede ud mellem havnens moler for allersidste gang.

Kursen er nu sat mod Vancouver i det vestlige Canada, hvor dens nye ejer rederiet Canadian Fishing Company har basehavn.

Men forinden venter den lange tur over Atlanten, gennem Panama-kanalen og turen op til Vancouver.

En tur der er blevet forberedt i over to måneder, med ophold i Hanstholm. Her er skibet gået i gennem fra A-Z, blandt andet for at opfylde en stribe canadiske myndighedskrav og certificeringer. Skibet er desuden blevet lastet med fiskegrej, reservedele til maskinen, brændstof og olie til den lange tur.

Turen forventes at tage 56 døgn - hvis forsinkelser kan undgås, fortæller Lingbanks indhyrede kaptajn John Kelly.

Den 57-årige canadier er en garvet skipper, blandt andet fra mange år i arktisk rejefiskeri. Men det er en noget speciel opgave han har fået, sammen med resten af besætningen, der består af yderligere seks canadier og en dansker.

- Vi har længe overvejet hvilken rute vi skulle tage. Men vejret på denne årstid gør at vi vælger at sejle øst om de engelske øer. Herfra sættes kursen over Atlanten til St. Johns i Newfoundland, hvor der skal tankes første gang. Så sejler vi ned langs den amerikanske østkyst, forbi Florida, hvor vi igen skal bunkre, gennem det caribiske hav, vest om Cuba og til Panama-kanalen.

- Vi skal igen bunkre i San Diego i Californien, og måske også i Washington, før vi er hjemme i Vancouver, lyder det fra John Kelly, der anser vejret som den største udfordring.

Med på turen er Linkbanks faste maskinmand i 14 år Preben Munk, Thisted, med. Han er garanten for at maskinen bliver passet godt til den lange tur på næsten 10.000 sømil eller næsten 18.500 km.

- Det bliver da en udfordring - men også sjovt. Jeg skal jo snakke en masse engelsk. Mon ikke mit skoleengelsk bliver lidt bedre undervejs på turen med canadierne, siger han med et grin, og fortsætter: - Men jeg glæder mig til turen, ikke mindst gennem Panama-kanalen.

_ Jeg skal da også fiske lidt undervejs med stang. Mon ikke vi kan fange en tur til aftensmaden, siger Preben Munk, der skal rejse hjem, når Panama-kanalen er passeret.

Resten af turen for til Vancouver klarer de syv canadier selv.

På kajen i Hanstholm stod også Rasmussen-familien, som med vemod sagde farvel til Lingbank. Men familien kan snart ranke ryggen igen. For Lingbanks store efterfølger er ved at blive bygget i Skagen. Den leveres efter sommerferien i Hanstholm.

Af Ole Iversen (Tekst og foto)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...