Lørdag 10. oktober bliver 1950’er-byen ”levende”

THISTED: Normalt er der stille omkring Thisted Lillebys 90 huse og i gaderne - ved Plantagevej. Men lørdag 10. oktober bliver det anderledes. Her vil der kunne opleves lastbiler og traktorer, der kører rundt i de trange gamle gader mellem husene - næsten som Thisted i 1950’erne.

30 RC lastbiler og traktorer (radiocontrolled, red.) får lov at køre, læsse af, bakke ind og vende rundt og skabe helt nyt liv i Thisted Lilleby. Der ventes mange mennesker til arrangementet med Jysk Rc Truck, der afholdes for tredje gang.

- Det er populært for publikum at opleve, at der pludselig er liv i gaderne i lillebyen, fortæller Thisted Lillebys formand Elisabeth Pedersen og fortsætter:

- Bilerne passer jo ind i gadebilledet. Det er som at se byen fra oven med liv i gaderne.

Ud over gæsterne fra Jysk Rc Truck kommer også rigtige veteranbiler og gamle traktorer. Det nordjyske TV-Fritid kommer for at optage fra begivenheden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...