GOK - Sundhed i Bevægelse målretter nyt forløb til folk med sygdomsforløb

ØSTERILD: Det er almindeligt kendt, at det er vigtigt at træne, hvis man er midt i eller igennem et sygdomsforløb.

Mange har svært ved at komme i gang.

Derfor tilbydes flere borgere et gratis træningsforløb hos Thisted Kommunes afdeling for Træning og Rehabilitering.

Det hjælper dem, og alligevel har de svært ved at fortsætte på egen hånd eller i andre træningstilbud, måske fordi disse ikke passer til det niveau den enkelte borger befinder sig på.

Derfor har Thisted Kommunes Sundhedsafdeling og fysioterapeuterne i afdelingen for Træning og Rehabilitering bl.a. opfordret aftenskolen GOK - Sundhed i Bevægelse til at lave et kursus målrettet denne målgruppe.

Det første kursus arrangeres i Østerild.

Fysioterapeut Laila Kragh Thøgersen står for undervisningen, som dels foregår i Multicentret dels ude i naturen, når vejret egner sig.

Deltagerne lærer, hvordan man kan styrke sit helbred ved hjælp af forskellige træningsformer, som får pulsen op, træner styrke/udholdenhed. Der arbejdes også med smidighed og balance.

Øvelserne tilpasses den enkelte deltager. Kurset foregår på et lille hold med max. ni deltagere, derfor er tilmelding nødvendigt.

Daglig leder, fysioterapeut, Connie Wissing Larsen, tlf. 9799 1181, informerer gerne yderligere om kurset.

Man kan også læse mere på www.gok-thisted.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...