Aftenarrangement hos XL-Byg i Thisted blev et tilløbsstykke

THISTED: Det er blevet en gedigen succes at invitere kvinder ind til en helt særlig aften i byggemarkedet efter lukketid.

Torsdag aften var 130 kvinder helt klar til håndtering af elværktøj, udskiftning af pakninger i vandhaner, høre om de nyeste intelligente lyspærer, smarte vandhaner med indbygget kogende vand og danskvand, og grejet til vedligehold af gulve, vægge og lofter.

Billetterne til tre timers arrangementet blev revet væk på få timer og XL Byg Tigervej kunne nemt have solgt det dobbelte antal.

- Det er ret vildt, at der er sådan en interesse fra pigerne, lyder det fra byggemarkedschef Knud Erik Nielsen.

Han havde en stribe medarbejdere med, som stod på hver sin station med spændende indslag og udfordringer. 12 minutter var der på hver, så lød en sirene og kvinderne skulle videre.

Her ventede blandt andet linedance, vedligehold af trægulve og en stribe butikker med gode tilbud som Fru Bunk, Smykkegaarden, Blomstertorvet og Løveapoteket.

Efter tre timers rundtur til konsulenter og medarbejdere, og en tur på linedance-gulvet, var der også en lækker mad-tallerken fra Slagteren på Møllevej. På vejen hjem fik de 130 tilfredse kvinder en goodiebag på armen.

XL Bygs byggemarked på Tigervej kunne efter de sidste kvinder var gået, se tilbage på en meget vellykket aften, som det allerede er bestemt vender tilbage næste år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...