Fællesskab for firmaer har nu fem medlemmer

THISTED: Et nyt kontorfælleskab blev fredag præsenteret. Fem mindre virksomheder er nu samlet i Kon2ret på adressen Leopardvej 2 i Thisted. Fredag blev det markeret, at tre nye virksomheder netop var flyttet ind i fællesskabet.

For hvorfor sidde alene hjemme som lille firma, når man kan blive del af et større sammen med andre firmaer. Jan Høilund Christensen har nu bragt ide til virkelighed.

Nu bor hans eget firma Engko - et energiteknisk rådgivningsfirma under samme tag som Thisted Reklamebureau, Psykoterapeut Annamarie Bundgaard, Kaffeklar ved Jens-Peter Gøttrup og App-udviklingsfirmaet IOSPECT, som Jan Høilund Christensen er medindehaver af.

1. september overtog Jan Høilund Christensen lejemålet på Leopardvej 2, efter i nogle år at have boet i "Videncentret Thy Mors" i Silstrup.

- Vi var nogle virksomheder der var vokset ud af videncentret. Derfor fik jeg ideen til at starte et nyt fællesskab op. De seneste par måneder er så brugt til finde formatet og strukturen på kontorfællesskabet, tage imod flere virksomheder, fortæller Jan Høilund Christensen.

Fordelen for den enkelte virksomhed er at være i et fællesskab er indlysende: udgifterne til husleje, rengøring, strøm, vand og internet deles af flere. Der er mødelokale og frokostrum, og oveni er man mere synlig i et fælles hus.

- Nu har vi i fællesskab 300 kvadratmeter og der er plads til flere.

Det kunne være virksomheder med et endnu mindre behov for "virtuel adresse" - måske kun nogle dage i ugen, lyder det fra Jan Høilund Christensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...