Sejren har udløst en præmie på 2000 kroner, som ryger direkte ned i klassekassen

KLITMØLLER: Klitmøller good news - hedder en avisudgave af Jyllands Posten som 4.-6. klasse på Klitmøller skole har skrevet. Det har skolebørnene gjort så godt, at de har imponeret dommerne i den store skole-mediekonkurrence - og vundet.

Generation Verdensmål, hedder mediekonkurrencen som er udskrevet af JP/Politiken og støttet af udenrigsministeriet.

Sejren har udløst en præmie på 2000 kroner, som ryger direkte ned i klassekassen.

Men lige så vigtigt er det at de 500 trykte kopier af den nye avis, som er ankommet fra JP’s trykkeri, nu er runddelt i Klitmøller, og kan blandt andet hentes gratis hos Spar i Klitmøller. Nu kan hele Klitmøller læse de mange artikler som gjorde at byens skole vandt den landsdækkende konkurrence.

Den trykte vinderavis ligner i øvrigt fuldstændig en udgave af Jyllands Posten.

Mediekonkurrencen afholdes hvert år, og i år handlede temaet om FN’s verdensmål.

Det har afstedkommet artikler i Klitmøller-avisen om emner som: affald i havet, bæredygtigt Thy, helhedsplan for bæredygtigt Klitmøller, ansvarligt forbrug, Thisteds rene vand og et borgmesterinterview om som kvinde og borgmester at være rollemodel for andre kvinder.

På Klitmøller Friskole er man naturligt stolte af børnene i 4.-6 klasse ”Laks”.

Leder Grethe Eegelund fortæller til Thisted:Posten om engagerede børn, der har brugt meget energi på at lave avisen.

Nu venter der en spændende tur til København, hvor eleverne skal hædres og have diplomer i JP/Politikens Hus. Diplomerne uddeles af Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybroe.

Yderligere bliver de underholdt af konferencieren Per Vers.

Også minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, vil deltage og sige et par ord til de otte vinderklasserne i de forskellige aviser og alderskategorier.

Klitmøllerbørnenes vinderavis kan læses på: http://www.e-pages.dk/jpskole/492474261/

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...