Metalvirksomheden KK Metal i Hørdum er netop blevet kåret til ”Årets Læreplads” i EUC Nordvests markedsområde

HØRDUM: Metalvirksomheden KK Metal i Hørdum er netop blevet kåret til ”Årets Læreplads” i EUC Nordvests markedsområde, der primært udgør Thy, Mors og Han Herred, men som også trækker tråde til både Struer og Lemvig.

KK Metal var indstillet til prisen af klejnsmedelev Cecilie Agerskov Kristensen.

KK Metal har mere end 50 år på bagen og mere end 40 ansatte på lønningslisten.

Blandt disse er klejnsmedelev Cecilie Agerskov Kristensen, som har indstillet sin praktikvirksomhed til den flotte pris.

Cecilie var oprindeligt lidt i tvivl om, om det var smede-vejen hun skulle gå, da hun i sin tid startede på uddannelsen, men efter at have fået læreplads hos KK Metal er al tvivl forduftet.

- De har taget godt imod mig og vist stor interesse for mig fra dag ét. På skolen kører man i øjeblikket en kampagne for at få flere piger ind i faget, og det bakker KK Metal fuldt ud op omkring. De er positive over for at få flere piger ind i faget, og jeg synes da, at det er ret stort, at jeg faktisk bliver den første kvindelige smed, der bliver udlært hos dem. I min læretid har jeg lært mange andre ting, end det vi lærer på skoleforløbene - både i forhold til svejsemetoder og arbejdet med forskellige materialer. De viser en oprigtig interesse i at lære mig ting, jeg ikke har prøvet før, og de har været gode til at motivere og støtte mig hele vejen, lyder skudsmålet fra Cecilie Agerskov Kristensen.

Værkfører Erling Jensen er Cecilies nærmeste chef, og det er således ham, der står på mål for, at hun lærer de ting, hun skal under sine praktikforløb. Han er stolt over prisen og glad for, at KK Metal bliver betragtet som en god læreplads.

- Vores tilgang til at have elever er helt klart, at det er potentielle nye medarbejdere, vi er i gang med at lære op. Derfor oplærer vi dem også, som vi ville gøre, hvis det var en ny svend, vi havde ansat. Vi kan ikke forvente at få dygtige svende ind, hvis vi ikke selv vil være med til at udlære dem, så enkelt er det, lyder det fra Erling Jensen.

Han fortæller, at KK Metal planlægger at tage endnu en elev ind i svejseafdelingen efter jul.

Og også denne gang er det en pige, firmaet har i kikkerten.

- Jeg synes kun, at det er positivt, at der kommer flere piger ind i faget. Normalt siger man, at smedefaget ikke er for piger, men det passer ikke. I vores produktion er det ikke store, tunge ting, vi arbejder med. Det er små ting, hvor finishen er vigtigt, og den type arbejdsopgaver er piger mindst lige så gode til som drenge, fastslår Erling Jensen.

Ud over de snart to lærlinge i svejseafdelingen, har KK Metal også tre industriteknikerlærlinge i medarbejderstaben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...