Den helt rigtige kjole blev fundet hos Søstrene Skaarup

SNEDSTED: Lørdag var der victoriansk bryllup i den gamle Kings Langley Kirke - sydvest for London ikke langt fra Watford.

Brudeparret var danske Anne-Dorthe Guldhammer og engelske David Bassett.

Og fordi brylluppet blev holdt i omgivelser fra 1300 tallet, og alt skulle holdes som et victoriansk bryllup, så skulle også kjolen naturligvis være den helt rigtige, både i farve og i snit.

Den kjole fandt den 28 årige brud, der oprindeligt er fra Vildbjerg, endelig efter lang tids søgen, hos Søstrene Skaarup - Brud og fest i Snedsted.

En sandfarvet draperet italiensk Cosmobella kjole med tyl og satin, similisten, stivere og corsage. En unik kjole, der ikke produceres i ret mange eksemplarer på systuen i Milano.

- Vi havde kigget efter kjole i flere butikker og på nettet i England. Men det var hos Søstrene Skaarup, at vi fandt den helt rigtige kjole, fortæller Anne-Dorthe Guldhammer til Thisted Posten, da hun var i Snedsted tredje gang for den endelige prøvning af drømmekjolen.

Men ikke kun bruden skulle ekviperes i den helt rigtige stil.

Også mor Ann Guldhammer har taget turen fra Vestjylland til Snedsted for at finde kjolen der kan matche datterens.

Det blev en thaisilke kjole i matchende mørkbrun farve i A-facon og prinsesse-snit - med slidse i ryggen.

- David og jeg havde besluttet, at vores bryllup skulle være lidt som i ”Downton Abbey” - derfor skulle detaljerne være på plads, siger Anne-Dorthe Guldhammer.

- Vores fest skal vi holde på det 600 år gamle gamle gods Shendish Manor - ikke langt fra kirken.

Anne-Dorthe Guldhammer fortæller videre, at et engelsk bryllup er noget anderledes en en dansk.

- Vi startede med ”wedding breakfast” og så bagefter bryllup kl. 11.30. Vi gik til bords kl. 13.30 og så var der første dans omkring 17.30 og det er ikke bryllupsvalsen, som i Danmark, fortæller bruden.

Til sidst var der fest med DJ, åben bar og kage. Det hele afsluttedes hen ad aftenen med buffet.

Der var 48 gæster til Anne-Dorthe Guldhammer og David Bassets bryllup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...