Det efterladte bo efter honningbier har været hjem for 20.000 i Vesløs

THISTED: Naturen kan virkelig overraske. Netop nu kan man hos Koloritten, Vestergade 33 I Thisted, se et af naturens underværker: Et kæmpe efterladt naturligt bibo efter omkring 20.000 bier - fundet i et træ på Mommervej i Vesløs.

Det er en sjældenhed, som de færreste har oplevet. Men kan den altså ses hos Ulla Yde, Koloritten, der ikke kunne stå for biboet og derfor har fået det udstillet i sin frisør- og keramikforretning.

- Den er da fantastisk. Tænk sig, at små bier har lavet det, lyder det fra keramiker og frisør Ulla Yde.

Det samme siger den erfarne tidligere biavler Ole Vilhelmsen, Hurup:

- Det er meget sjældent, at man ser et naturligt bibo efter honningbier. Dette bo er sandsynligvis fra sidste år og har fået lov at hænge, og ingen har tilsyneladende opdaget den.

Her har boet omkring 20.000 bier. Der er 70.000 i et helt bistade:

- Den opstår jo, efter at en flok bier med en dronning har sværmet. Det sker af og til, når der er for mange bier i et bo - så deler de sig. Men oftest bliver de sværmende bier samlet ind af biavlere. Her har de fået lov at bygge deres eget bo, siger Ole Vilhelmsen og fortsætter:

- Det meste af bisværmen lever sommeren over og dør ud i oktober.

Vilde bier overlever dog til næste sæson ved at gå i hi:

- Boet er jo efterladt, og jeg blev spurgt, om jeg ville have den. Nu har jeg fået den udstillet i min forretning. Ikke kun fordi den er smuk og spændende i sig selv. Men også sådan, at rigtig mange kan få lov at opleve dette mesterværk af de små bier, siger Ulla Yde, der også har fået ny inspiration når de næste keramikting skal kreeres.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...