Ikke mindre end 72 kilo af karameller blev drysset rundhåndet ud over de glade børn

THISTED: Juleoptoget i Thisted, hvor lyset tændes i det store juletræ på Store Torv er en populær tradition. Det kunne man opleve søndag, da ikke engang regnvejr, kunne holde børn og voksne væk.

Mindst 1000 stod langs ruten og ikke mindst samledes på Storetorv, da julemanden, steg til vejrs og tændte det store juletræ og museumsbøgen med glitrende lys.

Med forsinkelse ankom julemanden med marinehjemmeværnets skib Jupiter til de utålmodigt ventende familier i støvregnen på Thisted Havn.

På kajen ventede kanen, Thisted Garden, spejderne og resten af det store optog. Nu skulle støvregn afløses af karamelregn, og børnene sprang rundt da karamellerne faldt fra himlen. Ikke mindre end 72 kilo af karameller blev drysset rundhåndet ud over de glade børn. Efter tre julesange på Store Torv gik alle hjem igen til eftermiddagshygge. Og mon ikke også - tørt tøj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...