Søndag eftermiddag 1. december er der igen Martinus-foredrag i Plantagehuset i Thisted

THISTED: Søndag eftermiddag 1. december er der igen Martinus-foredrag i Plantagehuset i Thisted, fortæller medarrangør Per Knud Oue Pedersen, Sdr. Ydby. Eftermiddagen byder på julehygge og foredraget ”Det Tredie Testamente som videreførelse og fuldendelse af Kristi mission” ved Jes Arbov, der er velbevandret i Martinus’ verdensbillede.

”Det Tredie Testamente” er titlen på Martinus’ hovedværk, færdiggjort 1955.

- Martinus har - som ingen anden forfatter har kunnet gøre det - relanceret kristendommen og gjort den tidssvarende ved at give den det teoretiske eller åndsvidenskabelige fundament, som Jesus ikke havde mulighed for at formidle til sin samtid på grund af dens begrænsede intellektuelle forudsætninger. Som Martinus selv siger, er det derfor først nu, at kristendommen for alvor skal til at begynde. Med ”Det Tredie Testamente” er de fejlagtige forestillinger om frelse og fortabelse samt befrielse for konsekvenserne af sine handlinger fjernet, og kristendommens højintellektuelle kerne er afdækket, siger Per Pedersen.

Martinus Thomsen blev født 1890 på et fattigt husmandssted ved Sindal, levede sin barndom hos plejeforældre og gik kun i skole to dage om ugen i syv år. Som 30-årig fik han en åndelig oplevelse, som ændrede, ikke kun hans eget, men også mange andre menneskers liv. Han blev nemlig i stand til at skrive tusindvis af sider om alverdens sociale, psykiske og åndelige problemer, og gjorde det i de følgende 60 år. Han døde 1981.

På nettet kan man finde Martinus’ litteratur og hans foredrag, bl. a. på www.livetsskole.info og www.martinus-webcenter.dk og www.martinus.dk og www.dettredietestamente.info.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...