229 sager fra Nordjylland måtte i fjor sendes videre til faglig opfølgning eller politianmeldelse

THY-MORS: Så er det igen sommer, og dermed er de unge fagforeningsaktivister i Jobpatruljen ved at gøre klar til at køre ud i sommerlandet.

I fjor afdækkede Jobpatruljen, at det desværre ser virkelig skidt ud med mange unge fritidsjobberes arbejdsforhold i Nordjylland, fremgår det af en pressemeddelelse fra Jobpatruljen.

1823 nordjyske virksomheder blev i 2019 besøgt i løbet af ugerne 28-29 mod 1294 året før. I alt interviewede Jobpatruljens frivillige 521 unge fritidsjobbere om forholdene på deres arbejdsplads mod 512 i 2018, og 229 sager blev sendt videre til faglig opfølgning eller politianmeldelse mod 165 i 2018. Sagerne fordelte sig således: 149 sager om arbejdsmiljø (i 2018: 100), 97 sager om arbejdstid (i 2018: 69), 54 sager om løn, sygdom og ferie (i 2018: 53), 40 sager om ansættelsesforhold (i 2018: 16) og 13 sager om alkohol (i 2018: 7 sager).

I år tager frivillige unge fra fagbevægelsen igen rundt i sommerlandet for at tage temperaturen på de unges arbejdsmiljø. Budskabet til de unge på job i sommerlandet er klart: ”Vi har din ryg.” Det gælder også, når en fritidsjobber bliver udsat for urimelige eller ulovlige forhold på arbejdspladsen.

- Vi kan blive meget bedre til at passe på de unge, når de passer deres fritidsjob. 2019 afslørede, at det desværre står mere grelt til på det område, end vi havde forestillet os. Der var flere sager med ret alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Derfor er vi også glade for, at der igen i år har været stor opbakning fra vores frivillige aktivister, der bruger to uger af deres sommerferie på at rejse rundt i Nordjylland for at tale med både arbejdsgiverne og de unge fritidsjobbere, siger den nordjyske jobpatruljekoordinator Louise Nabe-Nielsen.

Nærmere på: www.jobpatruljen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...