Jonas Wille havde svært ved at finde frem til, hvorfor det gik så galt mod Århus Håndbold

HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold leverede for tre dage siden en noget nær fejlfri kamp, da de med sejren over TTH Holstebro spillede sig i semifinalen i Santander Cuppen.

Fredag aften var det en noget anden oplevelse , som de godt 400 tilskuere på Mors var vidne til. De blåklædte morsingboer lavede stribevis af fejl, og det resulterede i sidste ende med en snitter på hele otte mål til Århus Håndbold.

- Det er håndbold på godt og ondt. For to dage siden ramte vi alt rigtigt, men efter et kvarter i denne kamp, så gik alt galt for os. Der var intet som fungerede, lyder det selvkritisk fra holdets norske træner Jonas Wille.

Nordmanden har svært ved at sætte ord på, hvad det var, som gik galt for nordvestjyderne.

- Det er svært at sige lige præcis, hvad det skyldtes, for det var over hele banen. Vi kom bagud med et par stykker halvvejs i første halvleg, og derefter lavede vi fejl på fejl både i offensiven og defensiven, siger holdets træner.

Ingen undskyldninger

Det er en nærliggende tanke, at energien kan have været en faktor, efter Mors-Thy bare to dage før havde spillet en vigtigt pokalkvartfinale, men det mener Jonas Wille ikke er en valid grund.

- Det har jeg absolut ikke lyst til at bruge som undskyldning. Vi har et bredt hold og skal holde til at spille med så kort et interval. Jeg tror mere, at vi lagde for stort et pres på os selv gennem kampen, siger han.

FAKTA

Mors-Thy Håndbold - Aarhus Håndbold 28-36

Stillinger undervejs: 3-2, 5-5, 9-7, 10-10, (13-16), 17-19, 19-23, 22-27, 24-30

Mål, Mors-Thy: Bjarke Christensen 8, Tim Sørensen 5, Erik Toft 3, Frederik Tilsted 3, Allan Toft Hansen 3, Mads Hoxer 3, Jonas Gade 2, Emil Bergholt 1

Topscorer, Århus: Frederik Børm 7

Udvisninger: Mors-Thy 4x2 minutter, Århus 5x2 minutter

Tilskuere: 407

Mors-Thy lagde ellers noget anderledes fra start, end de plejer, da Sander Øverjordet og Jonas Gade startede kampen. En prioritering som blandt andet kom sig af onsdagens kamp.

- De to har gjort det super til træning, så jeg var helt tryg ved, at de skulle have chancen, og de gjorde det jo også fint, for vi fik en god indledning på kampen, siger nordmanden, der undervejs skiftede meget ud.

- Det er en svær balancegang, som træner, men jeg synes ikke, at det var med til at ødelægge rytmen i spillet. Vi gjorde det for at bringe ny energi ind på banen, men det lykkedes vi ikke rigtigt med.

- Det var også en afvejning af, at det blev en meget arytmisk kamp, hvor vi har nogle bestemte konstellationer.

Helt rolig

Mors-Thy Håndbold har med fredagens nederlag tabt de seneste tre kampe i ligaen, men det er ikke en katastrofe ifølge Wille.

- Bortset fra kampen mod Aarhus har vi tabt til hold, som vi ikke kan forvente at få point imod. Det ser stadig fint ud. Specielt hvis vi vinder på torsdag mod Ringsted, siger Jonas Wille.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...