Nogle steder står der stadig nogle tørre græsstængler, men de har reelt ingen værdi som foder

THY-HANNÆS: Den meget lange periode med varme og tørke har udtørret græs-/naturområder og ligeledes mange af de naturligt forekommende vandområder, hvor der normalt er vand til rådighed til græssende dyr.

Nogle steder står der stadig nogle tørre græsstængler, men de har reelt ingen værdi som foder. I Danmark har vi mange hus- og hobbydyr, der går på græs i sommerhalvåret.

Har man dyr på græs, er det i øjeblikket meget vigtigt, at man sikrer sig, at der er tilstrækkeligt med frisk vand til rådighed til de dyr, der går ude.

- Behovet for vand er stort, når det er så varmt. I øjeblikket drikker mine egne to heste tilsammen ca. 80 l. vand om dagen, fortæller Helle Sievertsen, kvægrådgiver samt daglig leder af LandboThys Dyrevelfærdsgruppe.

- Kvæg drikker mindst lige så meget, og voksent kvæg væsentligt mere. Får og geders vandbehov er mindre, men de skal også have adgang til frisk vand. Normalt vil græssende dyr få noget af deres vandbehov dækket via det saft, der er i græsset, men det er heller ikke muligt i øjeblikket, siger Helle Sivertsen.

Noget andet er fodersituationen. Det tørre græs, hvis der overhovedet er noget, indeholder slet ikke den energi, det protein, samt de mineraler og vitaminer som normalt forventes i græsset på denne årstid. Mange steder vil det være nødvendigt at tildele foder til dyrene i lighed med det, der ellers bruges i vinterperioden, såsom hø, wrapensilage og/eller tilskudsfoder.

- Hvis du selv har dyr, eller oplever nogle forhold for dyr, hvor du er i tvivl om de fodres og passes godt nok, er du velkommen til at kontakte et af medlemmerne i LandboThys Dyrevelfærdsgruppe, siger Helle Sievertsen, der har tlf.nr. 2184 7194.

Chutikan

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...