I fjor kom der otte hjertestartere til Thy, men der er brug for flere, bl.a. ved havet, siger lokalformand Karen Serup

THY-HANNÆS: Knap så mange indsamlere har på grund af coronasituationen meldt sig i år til Hjerteforeningens landsindsamling søndag 30. august, fortæller formand Karen Serup, Snedsted, fra Hjerteforeningen Thisted:

- Vi har brug for, at nogle flere melder sig. De tre foregående år fik vi i Thisted Kommune indsamlet over 100.000 kr. hvert år, fortæller hun og fortsætter:

- 2019 fik vi otte hjertestartere til Thisted Kommune, men jeg synes, vi stadig mangler nogle, f.eks. ved havet i Agger, Lyngby og Stenbjerg.

En hjertestarter koster ca. 25.000 kr., oplyser hun, og der er forskellige muligheder for at sikre sig flere penge, som Karen Serup gerne oplyser om.

I år indsamles der på grund af coronasituationen ikke kontanter, men som noget nyt kan en indsamler selv oprette en digital rute:

- Jeg har selv opretteten digital rute og lagt den ud på min facebook, så min omgangskreds, uanset hvor de bor, kan støtte min indsats for at få hjertestartere i nogle af de udsatte, ensomt liggende småbyer ved Vesterhavet, fortæller hun.

Årets indsamling skulle have været afviklet i foråret, men blev udskudt på grund af coronanedlukningen.

I Danmark får omkring 15 personer hjertestop uden for hospitalet hver dag, og brugen af en hjertestarter kan betyde forskellen på liv og død.

Indsamlingen kaldes også en landsuddeling, fordi Hjerteforeningen på landsplan får alle pengene ind, hvorefter der uddeles hjertestartere til hele landet.

Nærmere på: www.landsuddeling.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...