Portør Henrik Jensen vil have læger til hospitalet i Thisted, og han vil have dem til at blive

THISTED: Portør Henrik Jensen fra Thisted har de seneste fem år været på en særlig mission.

Han vil have læger til hospitalet i Thisted, og han vil have dem til at blive.

Derfor har han taget initiativ til en række af sociale aktiviteter, der skal være med til at fastholde de unge læger, når de starter i deres KBU forløb (klinisk basisuddannelse) på hospitalet i Thisted.

Mandag fik Henrik derfor af besøg af regionsrådsformand Ulla Astman, der kom med anerkendelse og blomster for portørens store engagement og sit initiativ.

Henrik Jensen står bag Thyturen, hvor nye KBU læger og deres familier introduceres til Thy - med naturoplevelser i området - intro til surferlivet, jagt, fiskeri og naturvandringer.

Samtidig møder de nye læger de tidligere KBU læger, som fortæller om deres positive erfaringer med at arbejde som læge og bo i Thy. Det skaber mulighed for et fagligt og socialt netværk blandt lægerne og deres familier.

- Det er vigtigt for mig at være med til at gøre en forskel, og jeg er stolt over at vise Thy frem. Det giver mig en tilfredsstillelse, når jeg hører fra andre og selv oplever, at jeg er med til at gøre en forskel. Og så nyder jeg at møde de unge mennesker, siger Henrik Jensen, som arbejder i kapellet, når han ikke arrangerer ture for de unge læger.

En lørdag i slutningen af april samlede Henrik Jensen de nye læger og deres familier til et heldagsarrangement, som er gentaget igen i efteråret. Han afholder et aftenarrangement, som han har givet navnet "Smagen af Thy", hvor to af KBU lægerne byder på hjemmebrygget øl og kronhjort - øvrige råvarer er selvfølgelig også lokale.

- Det er oppe i tiden at bruge naturen og de lokale råvarer - helst dem, man selv finder, og den trend tiltrækker de læger, som nu kommer til Thy, siger Henrik Jensen.

- Du har med dit store engagement formået at skabe unikke oplevelser og et vigtigt netværk for vores unge læger. Jeg er imponeret over dit initiativ og vil gerne anerkende dit store arbejde med en flot buket blomster, som jeg håber, du vil dele med din familie - for det kræver opbakning hjemmefra, når en person som dig er så dybt engageret. ?- Jeg er i særdeleshed glad for, at vi i dag kan se, at de unge læger er vilde med Thy og gerne vil blive her. Det gør vi alt for at bakke op om politisk, sagde Ulla Astman, da hun i kantinen på hospitalet overrakte blomster til Henrik Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...