Ikke mindst i denne coronatid bør taxachaufførernes arbejde påskønnes, siger Helle Klim fra Harmonien

THISTED: I 42 år har han siddet bag rattet i nattemørket og kørt ”skidt gående” thyboer hjem. Nu er Henning Nielsen, som den første, blevet kåret som Årets Taxachauffør. Det er han blevet af kunderne på Harmonien - på initiativ af værtshusets indehaver Helle Klim, der syntes at taxachauffører generelt trænger til et klap for skulderen for deres indsats i nattelivet.

- Vi bør skønne på taxachaufførerne. De står altid klar, når vi ringer - og ikke mindst i denne coronatid bør deres arbejde påskønnes. Og vi skal tænke på, hvordan det ville være, hvis de ikke var der, siger Helle Klim og fortsætter:

- Derfor besluttede vi på Harmonien, at vi ville kåre Årets Taxachauffør 2020 i Thisted.

Men det skulle være kundernes valg.

Der kom 69 stemmesedler ind siden 27. november, og der var én klar vinder: Det var Henning Nielsens navn, der stod skrevet flest gange.

- Henning altid leverer en ekstraordinær service. Han henter kunden inde på værtshuset, og han kører ikke væk, før han ved, at kunden er sikkert indenfor, fortæller Helle Klim, der synes, det er fortjent, at Henning får pokalen og den store guldbarre:

- Men det skal siges, at taxaerne i Thy generelt leverer en rigtig god service, lyder der fra værtshusindehaveren.

For Henning Nielsen er det en ære, at kunderne valgte ham i år.

- Det rører mig da, at der bliver skønnet på min indsats og min service, og jeg synes, at det er en super ide, at Helle og Harmonien har taget dette initiativ, siger Henneing Nielsen.

Foran Harmonien og en lille flok af dens faste kunder fik Henning Nielsen så overrakt pokal og præmie med en klapsalve.

På andenpladsen kom Evald Guld og på tredjepladsen Per Kielsgaard. Begge fik også en præmie fra Harmonien.

Helle Klim håber, at det er en tradition, hun nu har startet - for også næste år skal Årets Taxachauffør i Thisted kåres.

Der er 14 taxaer, der betjener Thisted - alle er nu tilknyttet Dantaxi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...