Café Hawgus er klar til at tage imod gæster fra torsdag 21. maj

KLITMØLLER: Fra mandag 18. maj kan restauranter og caféer atter holde åbent - med begrænsninger.

En af dem er Café Hawgus i Klitmøller, som slår dørene op for spisende gæster Kr. Himmelfartsdag.

Efter 11. marts blev restauranten som alle andre spisesteder lukket ned for spisende gæster.

Siden har det kun været som take-away, at husets gæster har kunnet nyde frokost og aftenmenuer fra huset, der blandt andet tilbyder en lang række fiskeretter.

Men nu er Hawgus indrettet på de nye tider, og det bliver en anderledes, men stadig hyggelig oplevelse, at gå på restaurant igen.

Medindehaver Lene Andersen fortæller, at meget er gjort for at gæster kan få en tryg oplevelse, når de atter skal i byen og spise på Café Hawgus.

- Vi har først og fremmest lavet ekstra afstand mellem bordene. Vi har normalt god plads mellem bordene. Men nu har vi sat færre borde - endnu længere mellem hinanden, så vi går fra 28 til 36 siddepladser indendørs. Vi jo også omkring 50 udendørspladser på terrassen rundt om huset - også med god afstand, siger Lene Andersen og fortsætter:

- Derudover har vi i huset lavet en række tiltag for at undgå smittefare.

Det vil kunden opleve ved, at blandt andet salatbuffeten er sløjfet. Salaten serveres nu som en del af retten. Den samme tjener betjener ét selskab, som har engangshandsker på som skiftes ofte. Og der holdes en generel høj hygiejne. Retterne serveres til én gæst i selskabet, som så sender retten videre på bordet. Ikke længere servering én til én. Også når man ankommer til restauranten, vil man opleve at det skal foregå på en måde, så der bliver afstand til de gæster der forlader huset. Døren er lukket, og man må ikke bare gå ind, også selv om man har bestilt bord. Man skal afvente, at tjeneren følger selskabet på plads, når der er ”fri bane”. Menukort er lavet lamineret, så det kan sprittes af hver gang efter brug.

Kun ét menukort til ét bord.

Efter et selskab har forladt et bord, bliver alt sprittet af igen. Også i køkkenet er der nye rutiner. Køkkenpersonale og kunder blandes ikke og der gøres dobbeltrent hver aften, hvor der er indført en afspritningsrutine.

- Vi har lavet de nye rutiner ud fra sund fornuft. Så det er sikkert for både gæster og personale. Nu glæder vi os til igen at servere lækre varme retter fra vores nye menu kort. Som ikke er helt fornyet. Men der er en række nye retter, som vi tror gæsterne vil synes om. Det er blandt andet en ny version af vores populære stjerneskud. Dermed har vi to stjerneskud på menuen. Den nye er blandt andet med hummersovs med rejer og asparges. Også nye fiskeretter kan findes på det nye laminerede menukort, siger Lene Andersen.

Café Hawgus er klar til at tage imod gæster torsdag 21. maj kl. 12.

- Det ser ud til godt vejr. Så vi glæder os helt vildt, lyder det fra Lene Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...