Hanstholm Havns knapt 7000 tons tunge molehoved ligger nu i Frederikshavn

HANSTHOLM: Hanstholms nye molehoved nåede fredag Frederikshavn efter den næsten 500 km lange tur fra Swinoujscie i Polen.

Her er molehovedet på størrelse med en håndboldbane blevet støbt. En operation der gik helt efter planen.

Molehovedet skal videre til Hanstholm, når vejret tillader det. Men først venter omkring et halvt døgns klargøring i Frederikshavn. Her skal molehovedet løsnes fra prammen, og det påmonterede landmålerudstyr og lanternerne skal aktiveres.

Det knapt 7000 tons tunge molehoved befinder sig på en stor pram.

Herfra skal den skal den søsættes i Ålbæk bugt og selv flyde den sidste del af turen til Hanstholm.

- En kritisk operation, fortæller Jan Korsgaard, Aarsleff AS projektleder og leder af placering af molehovedet.

- Vi har en position 2,5 sømil ude i Ålbæk bugt, hvor prammen, der en såkaldt semi-submersible pram, skal nedsænkes på 18,3 meter vand. Lige nok til at molehoved kan flyde af sig selv. Den operation tager 16 timer, lyder det fra projektchefen, der fortsætter:

- Så begynder en ny kritisk fase af transporten.

Når molehovedet er søsat, sættes kursen lørdag eftermiddag mod Hanstholm.

Og viser de specialudfærdigede vejrudsigter, at der er det rette vejr for resten af turen og ikke mindst for selve nedsættelsen af molehovedet i Hanstholm er til stede, sejles der forbi Skagen og de sidste 167 km til Hanstholm.

- Det er plan A. Men det er en række af faktorer og beslutninger, der skal falde i hak. For både transport og ikke mindst placering af molehovedet skal ske i én fortløbende proces. Skulle vejrvinduet svigte os undervejs, er der ingen mulighed for at søge nødhavn, på grund af dybgangen. Så er det tilbage til Skagen og afvente et nyt vejrvindue, fortæller Jan Korsgaard.

Det perfekte vejrvinduet er, at der maksimalt må være 1,5 meter bølger og 12 sekundmeter vind under transporten.

Og så skal vind og bølger yderligere lægge sig til monteringen af molehovedet. For der må højest være 0,5 meter bølger og syv sekundmeter vind i mindst 24 timer, når det kæmpe molehoved skal sættes på sin plads for enden af Hanstholms nye ydermole.

Transporten til Hanstholm foretages af to 50 tons slæbebåde fulgt af et bremsefartøj og et serviceskib.

Placeringen af molehovedet vil vare 24 timer, og i den periode er Hanstholm Havn helt lukket for trafik.

Hele den sidste del af operationen foregår i tæt samarbejde med Hanstholm Havn, og de mange operatører, der berøres af lukningen af havnen.

Derfor er der etableret en aktiv informationskæde, så alle er klar over operationsplanens tidspunkter, og der blandt andet kan gives meddelelser til fiskefartøjer på vej til Hanstholm.

Fakta

Molehovedet størrelse: 22 x 39 meter.

Højde: 16,3 meter

Bygget i beton med 180 km. armeringsjern.

Vægt ca. 6982 tons

Monteres ved hjælp af tre udlagte fem tons ankre på havbunden.

Det hule molehoved skal til slut fyldes med 9500 tons sand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...