Ny hal til ny trawler på vej til familierederi

HANSTHOLM: Alt bliver større i fiskeriet. Hanstholm-rederiet Lingbank bygger netop nu en stor hal i den nordlige ende af Hanstholms kommende havneområde.

Den tidligere grej-bygning på 300 kvadratmeter på Christian Schrødersgade er for længst blevet for lille.

Den 700 kvadratmeter store hal som bygges i to planer, med plads til grej, trawlkasser, kranaflæsning og velfærds og kontorlokaler, skal sikre rederiet i fremtiden.

Til sommer ankommer den helt nye Lingbank fra værftet. Med den forøges lastkapaciteten fra 750 kubikmeter til 1250 m3 i forhold til nuværende 33 år gamle Lingbank.

- Det betyder endnu større grej end idag, og dermed så vil vi få brug for meget mere plads, fortæller Jens Schneider Rasmussen, medejer af familierederiet.

- Den nye bygning skal ses som et udtryk for at vi tilpasser os fremtiden. Vi samler nu alle aktiviteter på et sted. Det bliver en stor fordel for os i forhold til idag, hvor vi har spredt os over hele Hanstholm. Nu får vi kontorer, velfærdsfaciliteter, værksted og grejterminal samlet på én adresse.

- Bare det at vi nu får al administration samlet et sted bliver rigtig godt. Vi må erkende at papirarbejdet er noget andet nu end før. Administrationen af et stort fiskefartøj er en del der bare vokser og som der skal være fuld kontrol og overblik over. Det får vi nu.

- Vi indretter også den nye bygning med næsten 10 meters højde i kippen. Gennem store porte kan grejet nu læsses af med kran - det har vi ikke haft mulighed for før. Det er en stor forletning - når grejet er så stort og tung, siger Jonas Rasmussen, medejer af selskabet Lindbank Fiskeri.

- Selv om vi ligger lidt væk fra havnen, så synes vi at det er en god placering. Vi kommer til at ligge midt "i det hele", synes vi. Ikke langt fra de industri-lossefaciliteter, vi håber der kommer ved den nye store kaj i havnen, og vi bor tæt på fiskemelsfabrikken, som vi har et tæt samarbejde med.

- Vi regner også med at der kommer flere bygninger som naboer, lyder det fra Jens Schneider Rasmussen.

Det nye "Lingbank-hus" står færdigt efter planen i uge seks næste år. Der bliver fremvisning og reception af den moderne rederibygning. Men det bliver først når den nye 50 meter lange Lingbank også skal vises frem. Det bliver efter planen til sommer 2019.

Lingbank rederiet ejes af Benny Rasmussen og sønnerne Jens og Jonas.

De tre skiftes også til at tage skippertjansen på havet.

Byggeriet på Nordre Strandvej har kostet tre mio. kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...