Overalt på kajerne er der fuld aktivitet, først og fremmest fra havneudvidelsen

HANSTHOLM: Aktiviteterne på Hanstholm Havn er maksimale netop nu.

Overalt på kajerne er der fuld aktivitet, først og fremmest fra havneudvidelsen, der lægger beslag på mange af de kajer, der ellers skulle benyttes til lastning af skibe. Det har gjort, at der skulle tænkes kreativt, for at få kabalen med de mange aktiviteter til at gå op, når den normale plads ikke er til rådighed på kajerne.

- Vi har haft rigtig mange skibe inde og laste. Så mange, at vi reelt ikke havde plads til dem alle. Derfor har vi måtte bede skibene om at sætte farten ned og tage den med ro på vej til Hanstholm, for at få den vanskelige logistiske opgave løst, med de mange anløb netop nu, fortæller havnemester Klaus Hansen.

- Vi har netop nu reelt to kajer, som ikke er berørt af havneudvidelsen, og som kan benyttes til lastning af gods. Det er kaj 24 (tidligere færgeopmarch) og kaj 23 (rampen) ved siden af. I starten af denne uge var der tre skibe anmeldt samtidigt for lastning af i alt 3900 ton fiskemel: Peak Oslo, Frifjord og Slettingen. Sidstnævnte bad vi om at sejle langsomt. Yderligere skulle vi for første gang modtage en ny kæmpepram med kubic-pods til den nye vestmole. Samtidigt kom norske Superior efter en last halm. Hende fik vi til plads til ved kaj 17 (hvor færgerne lå til), som normalt ikke er lastekaj. Men her kunne halmaktiviteterne være, fortæller havnemester Klaus Hansen, der tager vagten i ferieperioden.

- 2018 er selvfølgelig et atypisk år, når man snakker aktiviteter på Hanstholm Havn. Men alligevel er det uden sammenligning den største samlede aktivitet, jeg kan huske i Hanstholm havns historie, fortæller havnemesteren.

Det er primært fiskemel, ral og skærver, mølledele og træ der skibes ud fra Hanstholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...