22 elever i 8. klasse sælger mad for at tjene til turen til København

HANSTHOLM: På Hanstholm Skole dufter det af hjemmebagte pizzaer, pølsehorn og tortillas i denne uge. Det myldrer rundt i skolekøkkenet og på gangene af travle elever, der knapt har tid til at holde pause. For der skal tjenes penge.

Og som bekendt tjener man ingen penge, når man ingenting laver.

Det er Projekt 8-uge på skolen for de 22 elever i 8. klasse.

Et klasseprojekt der har kørt på skolen i mange år, som skal lære eleverne selv at tage ansvar og bygge en virksomhed op. Styre den i en uge med direktører, afdelingsleder og ansatte, og imens sælge produkter, der kan give overskud til et godt formål i klassen.

I år går overskuddet til en tur til København, og det forventes, at når ugen er omme og pengekassen gjort op, så har hver levet tjent omkring 1000 kroner til Københavnerturen - ved salg af imponerende 569 portioner mad, de fem dage, til skolens 120 elever.

Men også bilvask og en samarbejdsaftale med Cirkle K om 20 procent rabat på bilvask spytter godt i klassekassen.

For eleverne er det en spændende udfordring at være en del af ”firmaet” i den uge.

Direktør Rasmus Spanggaard Sørensen fortæller, at det har allerede givet et helt nyt og godt sammenhold i klassen.

- Desuden er det et dejligt afbræk i skolen her op til terminsprøverne. Det er som at få et boost, det at have travlt, og det at vi elever selv står med ansvaret for at få noget gjort. Det er sjovt og vi lærer rigtigt meget undervejs, lyder det fra Rasmus Spanggaard Sørensen, der sidder og følger med i dagens salg og udgifter i regnearket, siger han.

Maden bliver udleveret fra skolens bod.

Man kan købe en måltid ad gangen for 25 kroner, eller man kan forudbestille hele ugens fem menuer for 100 kroner.

Ugens menu lyder på blandt andet: Tortillas, små pizzaer, salat, brownies, pølsehorn, toasts, doughnuts, og vafler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...