Henrik Bloch og Anders Hyre Corell har fået foden på eget dæk

HANSTHOLM: I 10 år har to brødre fra Hanstholm Henrik Bloch og Anders Hyre Corell haft ét stort ønske: at få foden på eget dæk.

Men det forblev en drøm - fordi det dengang - simpelthen blev for stor en investering efter forholdene.

Men nu er drømmen endelig gået i opfyldelse for de to fiskerbrødre.

For med nye økonomiske støttemuligheder og kyndig assistance af en række folk er det pludselig blevet virkelighed.

Lørdag kunne deres mor Laila Larsen så få den længe ventede fornøjelse - at døbe sønnernes helt eget skib HM 281 Mercy.

- Det er næsten et eventyr. Så meget har skullet flaske sig for os, for at vores drøm endelig kunne blive til virkelighed. Der var både det økonomiske og hele forretningsopbygningen der skulle være styr på, fortæller de to. Vi havde sparet op de seneste 10 år. Men når det er et projekt på mellem seks og otte millioner, så skulle der mere til. Her har vi været så heldig at få fantastisk støtte og hjælp af gode folk, fortæller Henrik Bloch, og fortsætter:

- Det er Hanstholm Fiskeriforenings konsulent Henrik Amdisen, og vores revisor Lennert Mouritsen fra Brandts. Men også Thy Erhvervsforum og Hanstholm Udviklingsselskab skylder vi en stor tak, sidstnævnte med økonomisk støtte. Vi har også været så heldige at få økonomisk hjælp fra den statslige Fiskeafgiftsfonden som er oprettet for at støtte yngre fiskere til køb af deres første skib. Endelig ville Ringkøbing Landbobank hjælpe med finansieringen. Uden al den hjælp og støtte var det aldrig blevet muligt at få vores eget skib, siger de to brødre, som begge er erfarne hummerfiskeri efter flere år på nordjyske trawlere.

Det bliver da også fiskeriet efter jomfruhummere der bliver grundbasen i deres fiskeri.

- Vi har købt rettighed til at fiske 50 ton jomfruhummere. Men derudover vil vi satse på tobisfiskeri i forår og sommer, og fiskeri efter ukvoterede arter, brisling og vi vil leje kvotefisk, siger han.

De er desuden gået med i et projekt, sammen med en fiskeeksportvirksomhed i Frederikshavn, om at koge småhummere til havs. De kogte hummerhaler skal så sælges som en ny specialitet i olie. Det vil forøge værdien af de hummere som de fanger.

De to glæder sig sammen med deres tredje mand Daniel Thomsen at komme på fiskeri for første gang.

- Det bliver dejligt at komme i gang. Men det bliver helt sikkert også hårdt. Der skal arbejdes - hvis vores projekt skal blive en god forretning. Og det er da en træls streg i regningen at torskekvoten er blevet halveret i år. Det vil ramme os hårdt, siger Anders Hyre Corell.

- Men vi klør på, lyder det fra de to optimistiske brødre fra Hanstholm, der på grund af fiskeri efter hummere, kommer til at få Hirtshals som primær hjemmehavn. Men når det andet fiskeri skal drives, bliver det hjemme fra Hanstholm, siger han.

HM 281 "Mercy" stikker efter planen til havs tirsdag eller onsdag.

Kursen sættes mod hummerbanker nord for Hirtshals.

"Mercy" er en ståltrawler på 17,5 meter på 88 tons købt i Hirtshals.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...