Tre pædagogstuderende fra Thisted lavede deres kreative opgave ved at fremstille ”Det magiske skur”

HANSTHOLM: Mandag blev en særlig dag i Hanstholm Børnehus. Dronningen var forbi. Børnehaven havde fået en stor gave. En fantasieventyrhule i farver og former blev afleveret af tre studerende fra pædagoguddannelsen.

Et hyggested, indrettet i børnhavens udeskur, hvor eventyr får ekstra liv. Hvor fantasien får nye dimensioner med stemningsfuldt skiftende LED-lys i alle farver, vægge med figurer og symboler fra eventyrene, hemmelige kufferter, spraglede dekorerede pallemøbler og bløde madrasser.

De tre studerende - Melissa Petersen, Nanna Kjær og Katrine Nyby - kunne have lavet deres opgave hjemme på seminariet i Thisted. Men valgte i stedet at tage ud blandt børnene for at bygge deres fantasihule i en børnehave - så de kunne få gavn af den i lang tid.

- Vi besluttede at lave ”Det magiske skur” som vores kreative opgave, og det blev i Hanstholm Børnehus, fortæller de tre, og fortsætter:

- Vi har taget udgangspunkt i fire eventyr, som husets børn kender ekstra godt - ”Snehvide”, ”Den grimme ælling”, ”De tre små grise” og ”Guldlok og de tre bjørne”. Det tog tre uger at bygge hulen, og mandag blev det så taget i brug for første gang.

De studerende læste eventyr for de mindste fra vuggestuen og bagefter for de større børn. Det magiske skur kan nu fremover blive stedet, hvor man kan trække sig tilbage og fordybe sig i fortællingen.

Børnehusets leder er glad for det fine resultat af de tre pædagogstuderedes imponerende arbejde:

- Vi arbejder bl.a. på at udvikle børnenes sprog. Her vil ”hulen” blive en dejlig ny mulighed, hvor vi og børnene kan finde ekstra inspiration, siger Jane Bak Kristensen, og fortsætter:

- Vi har fået en slags teater til sproget. Eventyrskuret vil altid være åbent, så børnene selv kan gå på opdagelse derinde. For der er meget at kigge på. Det bedste af det hele er, at børnene selv har hjulpet til med at få hulen bygget op. Derfor ved jeg at de vil passe godt på ”Det magiske skur”.

Efter indvielsen ved den småfrysende dronning i kjole og bare skuldre var der kage og kakao indenfor. Senere skulle der læses eventyr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...