”Sol og Strands Lokale Håndsrækning” giver 25.000 kroner til Vorupør Havbåde

VORUPØR: Glæden var stor, da bureauchef Bente Krabbe Toftdal forleden overbragte nyheden om, at Vorupør Havbåde er vinder af ”Sol og Strands Lokale Håndsrækning”.

Knap 50 procent af ejerne af sommerhuse havde valgt at stemme på foreningen, der varetager restaureringen af havbåde, der tidligere har sejlet ud fra Vorupør.

- Det er i den grad et skulderklap til vores arbejde, og de 25.000 kroner falder på et tørt sted. Det er et omfattende og bekosteligt arbejde at sætte de gamle havbåde i stand, fortæller Jens Utoft fra foreningen.

I maj 2017 lykkedes det at få den gamle havbåd ”T283 Simon” på ret køl igen. Den er bygget på byens gamle værft og har senest været brugt til muslingeopdræt, indtil den sank. Med hjælp fra den daværende ejer og en indædt tro på projektet fik foreningen restaureret båden, og i dag stævner den ud fra landingspladsen i Vorupør.

Til stor glæde for turister og fastboende.

- Der er ingen tvivl om, at havbådene er en stor attraktion i Vorupør. Hver gang vi trækker bådene op ved hjælp af det gamle spil, stimler folk sammen, så det har stor betydning for destinationen, fortæller Jens Utoft.

Udover Vorupør Havbåde kunne Bente Krabbe Toftdal glæde de to øvrige kandidater til håndsrækningen - Krik & Omegns Beboerforening og Aktivkomiteen Klitrosen Klitmøller - med en pose penge.

De fik hver 12.500 kroner som hjælp til at realisere deres respektive mærkesager.

- Det er skønt at få muligheden for at honorere lokale ildsjæle. Denne håndsrækning er blot starten på en udvikling, der er i gang hos Sol og Strand. Virksomheden overgår nemlig til en fond, og fra 2022 er hensigten, at ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” vil udlodde årlige donationer, fortæller Bente Krabbe Toftdal, der selv er fra Vorupør.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...