Netop nu kaster lystfiskerne ud fra kajerne allerinderst i havnen

HANSTHOLM: Engang var Hanstholm havn kendt som et af de bedste steder for molefiskeri på vestkysten.

Nu er ydermolerne erstattet af utilnærmelige bølgebrydere af kæmpe granitblokke.

Dermed er molefiskeri på havnens fremskudte moler ude i havet - historie.

Det har fået de ukuelige lystfiskere til at søge nye muligheder for at få noget på krogen på den travle fiskerihavn.

Netop nu kaster de ud fra kajerne allerinderst i havnen.

Her tror man måske at der ikke er liv.

Men det er der.

I havnebassinet svømmer der i denne tid sild rundt. Det har der gjort de seneste tre år på denne tid.

Det trækker lystfiskere til.

På solrige varme dage har der stået op til 40-50 lystfiskere, der alle har fået masser af store fede sild gydesild med hjem.

En af dem er Peder Christensen, Hanstholm.

Han tager hver dag scooteren på havnen med sin stang bag på. Og han har fået sild med hjem hver dag.

- Det er flotte sild der kommer på krogen. Større end vi ofte ser, fortæller han.

Onsdag eftermiddag havde han fanget omkring 20 stk., der lå og sprællede i den isfyldte spand.

- Men jeg har da fanget 70 sild, en dag der rigtig var gang i den, fortæller han.

Fangst af sild på stang er et enkelt og billigt fiskeri. Der kræves ikke meget udstyr udover fiskestang og et sæt sildeforfang med bly i enden.

Ej heller kræves særlige lystfiskerevner.

For de rastløse sild bider lystigt på ophængerkrogene, der trækkes gennem vandet.

Så har man en fiskestang og en portion tålmodighed - så kan der nemt komme store høstsild på stangen - og i stegepanden.

- Et måltid friskfangede sild. Det smager bare godt, lyder det fra Peder Christensen, før han pakker sammen og tager hjem med de gode sild i den sorte spand.

Silde fiskeriet i inderhavnen vil snart klinge af.

Så, vil man være med på sildeeventyret - så skal man ikke vente for længe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...