Lørdag aften 8. august og fredag aften 14. august kan man få en ekstra oplevelse på ”Bertha-K”

NYKØBING: Lørdag aften 8. august og fredag aften 14. august kan man smage på hhv. gin og whisky, mens man nyder en sejltur på Limfjorden med turbåden ”Bertha-K”. Der er afgang fra Nykøbing Mors Havn kl. 19, og man skal have tilmeldt sig hos Morsø Turistforening.

På ginturen præsenteres otte forskellige typer, fortæller turistchef Bente Kristensen, og de tilsættes anekdoter. Hun fortæller videre, at gin for tiden - sammen med tonic - er en af de mest populære typer spiritus.

På whiskyturen har man allieret sig med Preben Laustsen fra Preben Vinhandel i Nykøbing, som fortæller om de forskellige whiskytyper og de whiskyture, han selv har været på. Han lægger ud med de helt bløde whiskyer og slutter af med at par af de kraftige og røgede. I alt smages der på otte skotske whiskyer.

Begge aftener er der mulighed for undervejs at nyde den smukke natur på Mors og i Salling set fra søsiden. Sejlturene varer to timer, og efter smagningerne er der mulighed for at købe flasker.

Billetter købes hos Morsø Turistbureau eller på nettet: www.visitmors.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...