Den tidligere KFUM-butik i Thisted er nu overtaget af Kirkens Korshær, men der mangler flere frivillige

THISTED: Kirkens Korshær har pr. 1. juni overtaget den tidligere KFUM-genbrugsbutik i Nørregade 15 i Thisted. Den var på vej til at lukke, da de frivillige medarbejdere tog sagen i egenhånd, kontaktede Kirkens Korshær og fik tilsagn om, at man vil drive butikken videre:

- Vi har slidt og slæbt i butikken, så vi er bare så glade og lettet over, at butikken nu fortsætter som en del af Kirkens Korshær, fortæller Solveig Hansen, der er butiksleder og snart har været frivillig medarbejder i butikken i 12 år.

Butikken byder med sine over 400 kvadratmeter på alle former for genbrugsvarer lige fra møbler, tøj, porcelæn, nips, brugsgenstande og meget mere. De seneste par år er overskuddet i butikken steget, og det betyder flere penge, der går direkte til det sociale arbejde med udsatte mennesker i Danmark.

Solveig Hansen oplever også, at butikken har en stor betydning for sammenholdet i lokalområdet:

- Flere kunder har været forbi butikken og fortalt, at de er glade for, at butikken fortsætter. Der er mange, der ville være blevet kede af det, hvis butikken var lukket, lyder det fra Solveig Hansen, som fortsætter:

- Vi har et godt fællesskab på det hold, der fortsætter, og vi går meget op i, at butikken bliver kørt ordentligt. Det er vigtigt, at butikken er et rart og hyggeligt sted at komme - både som kunde og som frivillig.

Men på grund af usikkerheden om butikkens overlevelse faldt nogle frivillige medarbejdere dog fra, så man leder nu efter ny frivillige kræfter, der har lyst til at blive en del af fællesskabet og være med til at gøre en forskel. De frivillige snakker med kunderne, brygge kaffer og hjælper til med at holde butikken pæn og ren. Og der er masser af muligheder for at bidrage, både i forhold til udvikling og drift af butikken, siger butikslederen.

Hvis man er interesseret i at blive frivillig, kan man komme forbi butikken.

Kirkens Korshær er en social hjælpeorganisation, der med udgangspunkt i folkekirkelige værdier udfører socialt arbejde i Danmark. 9000 frivillige medarbejdere hjælper til i det sociale arbejde og driver de 240 genbrugsbutikker, der er med til at finansiere hjælpearbejdet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...