Mandag 13. april starter Museum Mors endnu en digital formidling af lokalhistorien

NYKØBING: Fra 2. påskedag, mandag 13. april, kan man gå på digital byvandring i Nykøbing Mors med Museum Mors.

Siden regeringen midt i marts lukkede Danmark ned på grund af covid-19-krisen har Museum Mors hver dag åbnet en ny låge i en historisk og geologisk lockdown-kalender på museets facebookside. Næsten 30 låger er i den tid blevet åbnet, nu hvor museets afdelinger ikke har kunnet tage mod gæsterne. Bag lågerne gemmer sig fortællinger om både spændende kulturhistoriske genstande og fascinerende geologiske fossiler fra museets samlinger foruden en præsentation af nogle af de mest spektakulære, naturvidenskabelige lokationer på Mors.

- Det har ikke været nemt for museet at være lukket ned i snart mere end en måned, og der bliver, som det er tilfældet for alle danske museer, hver dag tabt penge på grund af manglende entréindtægter, rundvisninger og butikssalg - en situation, der kun bliver værre, desto tættere museet kommer på sin sædvanlige højsæson fra maj til september, siger museumsdirektør Anders Have Espersen.

For ham har det dog været meget vigtigt, at museet ikke holdt op med at formidle øens historie og geologi til trods for den alvorlige situation, og selv om museets medarbejdere arbejder hjemmefra.

- Mens museet i ”gamle dage” udelukkende kunne vise ting frem i form af fysiske udstillinger, er der heldigvis i vore dage masser af andre måder at formidle på, siger museumsdirektøren og fortsætter:

- På vores hjemmeside har vi lagt artikler ud om både epidemibekæmpelsens historie og den tyske besættelse af Mors, mens vi har været meget aktive med at skabe helt ny formidling på vores instagram og facebookprofiler.

Anders Have Espersen glæder sig over, at så mange hver dag klikker ind for at følge museets facebookopslag, og at helt ny følgere er kommet til.

- Med vores kalender når vi måske ud til nogle historieinteresserede morsingboer, der normalt ikke besøger museet, men som forhåbentlig nu får lyst til at kigge forbi, når vi igen åbner, siger museumsdirektøren, der i det hele taget håber, at rigtig mange morsingboer vil besøge museet, når forholdene igen tillader det. Indtil da bliver museet ved med at formidle på de sociale medier.

- I og med nedlukningen af det danske samfund nu fortsætter til minimum 10. maj, fortsætter museet naturligvis også lockdown-kalenderen, fortæller museumsdirektøren, der samtidig løfter sløret for, hvad der er i vente for museets mange Facebook-følgere:

- Fra påskemandag og de næste indtil videre fire uger glæder vi os rigtig meget til at tage morsingboerne med på en historisk byvandring rundt i Nykøbing, siger han.

I byvandringen vil der hver dag i tekst og billeder blive fortalt en eller flere forskellige historier om enten en af byens spændende bygninger, et af dens historiske steder eller en af dens flotte statuer, og museumsdirektøren lover, at museets følgere vil komme vidt omkring på turen hjemme fra stuen:

- Byvandringen begynder ved det gamle toldkammer, der i dag er den nuværende turistinformation, og de kommende uger vil man kunne læse fortællingerne bag byens bygningsværker og monumenter samt selvfølgelig se gamle historiske fotoer fra bl.a. kirken, det gamle rådhus, jernstøberiet, anlægget, den gamle tobaksfabrik og meget, meget mere, fortæller Anders Have Espersen.

Museum Mors håber, at det nye tiltag i lockdown-kalenderen vil gøre museets følgere lidt klogere på Nykøbing og samtidig inspirere dem til at komme ud og opleve byen i det gode vejr - naturligvis i behørig afstand fra, hvem de måtte møde på deres vej. Ønsker man at hoppe med på turen, skal man blot følge museets facebookside. På siden finder man også alle de låger, som Museum Mors hidtil har åbnet i lockdown-kalenderen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...