Hawgus i Klitmøller har siden genåbningen haft travlt med fuldt hus næsten hver aften

KLITMØLLER: Café og restaurant Hawgus havde et par forrygende startmåneder, da spisestedet ved Annes Hus i Klitmøller åbnede i juli.

Det flotte vejr var naturligvis med restauranten, der udelukkende har fungeret som et sæsonspisested med udendørs servering.

Der har imidlertid været så mange forespørgsler, om ikke der var åbent i løbet af vinteren, at Gunhild Grandjean-Thomsen og Lene Andersen besluttede sig for at bygge om, så en afdeling af butikken og et lagerlokale blev til 36 siddepladser.

Et mellemrum blev til salatbar.

Det har allerede vist sig at være en rigtig god idé.

Hawgus har siden genåbningen haft travlt med fuldt hus næsten hver aften.

- Vi må jo have ramt et eller andet med vores á la carte menu med godt Anguskød og sæsonfisk fra Hanstholm Havn, siger Gunhild Grandjean-Thomsen og Lene Andersen.

- Derfor er det dejligt at byggeriet nu er overstået, og vi kan tilbyde vore kunder både at spise inde på denne tid, og have muligheden for at rykke ud i gårdhaven når vejret er til det, lyder det fra de to.

Café og restaurant Hawgus er nu hvor den skal være.

Antallet af pladser og kapaciteten i køkkenet passer nu sammen - som helårsrestaurant.

Med udvidelsen af kapaciteten skal Lene Andersen nu udelukkende arbejde i Hawgus.

- Nu skal jeg prøve at være restauratør, siger den tidligere Bestseller-ansatte mølbo.

Med de nye lokalemuligheder vil Cafe og restaurant Hawgus også tilbyde sig som selskabslokale i Klitmøller i for dem der skal holde en konfirmation, fødselsdag eller kaffe efter en begravelse.

Hawgus fortsætter med dagåbent i uge otte.

Så drosles der ned til weekend-åbent.

Men fra påske åbner caféen og restauranten ved Annes Hus igen fuldtid - med servering ude og inde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...