Slots- og Kulturstyrelsen og landets arkæologiske museer inviterer til en dag i fortidsmindernes tegn

I Thy og Hannæs bliver det i Vester Vandet, hvor Museum Thy inviterer til besøg ved Edshøjene nord for Vester Vandet Kirke med fortælling om de fredede gravhøje og de arkæologiske udgravninger i området.

Ved gravhøjene, som er fra bronze- og jernalder, er der fundet mønter og ædelmetaller. Det peger på, at der ved overgangen mellem vikingetid og middelalder var en handelsplads øst for søen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der sammen med landets arkæologiske museer inviterer til en dag i fortidsmindernes tegn.

Danmarks fredede fortidsminder rummer med oldtidens gravhøje, mystiske kultanlæg, middelalderlige borgbanker og senere tiders broer og vejdæmninger et væld af spændende fortællinger, der kan opleves direkte på stederne.

Besøger man en jættestue, befinder man sig i præcis samme rum som oldtidens bønder, der for 5.500 år siden opførte de mægtige stenkamre. Står man ved den vandfyldte voldgrav foran en af vore middelalderlige borge, er det lige så vanskeligt at komme over, som det var for den tungt udrustede kriger for 700 år siden.

Søndagen vil være spækket med muligheder for nye oplevelser med vor gamle monumenter og give rig mulighed for at høre om landets mange spændende og seværdige fredede fortidsminder i land og by. Fortidsmindedag Søndag 28. april og mødested om formiddagen ved Vester Vandet Kirke.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...