For Thy og Mors er der tale om et fald i anmeldelser af indbrud, tyverier og bilskader, mens flere har haft brug for rejseforsikringen

THY-MORS: Her under covid-19-krisen arbejder mange thyboer og morsingboer hjemmefra, ligesom antallet af biludflugter og legeaftaler næsten er sat i stå. Det ses tydeligt på skadetallene hos GF Forsikring, fortæller selskabet i en pressemeddelelse. Her beretter man om stor nedgang i antallet af anmeldelser af indbrud, tyverier og bilskader. Til gengæld har mange flere end sædvanligt haft brug for hjælp fra rejseforsikringen.

Helt konkret, fremgår det, har GF Forsikrings kunder anmeldt 60 indbrud i perioden 12.-30. marts. Det er et fald i forhold til samme periode i fjor, hvor tallet var 77. Og på bilforsikringen kan GF se det samme procentvise fald. Her er der i den omtalte periode kommet 532 færre skadeanmeldelser end i fjor. Samme tendens går igen på tyveriområdet.

Til gengæld har det kundeejede forsikringsselskab oplevet den helt modsatte tendens, når det kommer til rejseforsikring. Flere end syv gange så mange kunder har anmeldt skader til rejseforsikringen i perioden 12.-30. marts sammenlignet med sidste år.

- Vi har i hele marts haft rygende travlt i vores rejseforsikringsteam. Og vi forventer faktisk ikke, at travlheden flader ud, før Udenrigsministeriet igen har åbnet for rejser til de fleste europæiske lande, siger Per Haulund, der er skade- og policedirektør i GF Forsikring.

Travlheden kan også mærkes hos den lokale afdeling af GF i Thy og på Mors, som lige nu har en masse minikontorer i lokalområdet. Langt de fleste af medarbejderne arbejder nemlig i deres eget hjem, hvorfra de besvarer kundeopkald og laver forsikringstilbud til selskabets nordjyske kunder. De arbejder sammen, men hver for sig.

- Vi har indrettet os sådan, at en enkelt medarbejder sidder på kontoret i Nykøbing, mens resten arbejder hjemmefra. Vi har valgt at lukke helt ned for fysiske kundemøder, men så snakker vi med dem på telefonen i stedet for. Det kræver selvfølgelig noget omstilling, så vi øver os f.eks. på at tale mere i billeder, så vores kunder bedre kan følge med i det, vi siger, selv om de ikke kan se med på skærmen. Så til alle vores kunder derude: Ring endelig - vi sidder klar til at hjælpe jer, siger Gitte Larsen, der er forretningsfører i GF Thy og Mors.

Påsken er traditionelt højsæson for indbrud, hvor mange tager på ferie eller i sommerhus i helligdagene. Men med myndighedernes opfordring om at blive hjemme forventer GF Forsikring, at nedgangen i antallet af indbrud fortsætter. Til gengæld står påsken ofte også på gør-det-selv-projekter og havearbejde i mange hjem. Og selv om vejret bliver godt, og det efterhånden kribler i fingrene hos hus- og havefolket, råder GF Forsikring sine kunder til at være forsigtige med værktøjet, så de kan nyde påskeferien i haven og ikke på skadestuen, som i forvejen er meget belastet.

GF Forsikring er ejet af kunderne, og derfor er det kunderne og ikke aktionærer, der får del i overskuddet, når skaderegnskabet hvert år gøres op. Men det er endnu lidt for tidligt at sige, hvor stor effekt krisen kommer til at få på størrelsen af årets overskudsdeling, som i praksis trækkes fra prisen på forsikringerne i 2021:

- Hen over året er der som regel flere udsving i vores skadestal, så der kan nå at ske meget endnu. Derudover er der mange andre usikre faktorer, som har indflydelse på vores overskudsdeling, både dem, vores kunder selv har indflydelse på, og dem, vi ikke selv er herrer over. Det kan f.eks. være, hvordan vi opfører os, når Danmark igen ”åbner op”, hvordan vi kører på vejene og ikke mindst antallet af skybrud og storme i løbet af sommeren og efteråret, siger Per Haulund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...