Tungt lastede fartøjer bringer specialblokke fra Polen til Hanstholm

HANSTHOLM: Havnebyggeriet i Hanstholm buldrer der ud af og er begunstiget af godt vejr. Dagligt ankommer materialer ad søvejen til de sultne entreprenørmaskiner.

Hidtil har det udelukkende været granitblokke, men mandag ankom de første, støbte beton-klodser, de såkaldte Cubipods, med fragtskibet Bulk Ral.

I lasten lå de første 135 ud af de godt 2000 15-tons blokke, der skal fremstilles til Hanstholm. De skal lægges hele vejen på ydersiden af den nye vestmole, når den er færdig, og beskytte granitmolen mod bølgerne.

Blokkene er støbt på Aarsleffs eget betonværk i havnebyen Swinoujscie i Polen.

- Vi har fået de første Cubipods med fragtskib, fortæller projektchef for Aarsleff i Hanstholm Mogens Steen Pedersen.

- Den næste sending bliver på 600 styk og kommer med pram omkring sommerferien.

Senere ankommer 250 styk af de helt store udgaver af Cubipods. De vejer 30 tons, og skal lægges alleryderst ved det nye molehoved på Vestmolen.

Deres udformning med pyramidestubbe på hver flade gør dem mere holdbare end traditionelle betonklodser. Pyramidestubbene sikrer, at klodserne låser sig fast i hinanden og ikke bliver slået rundt af bølgerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...