Kommer til Thyhallen 12. april

THISTED: Det bliver et garanteret hæsblæsende show, top-underholdning, masser af nye numre og et kæmpe lysshow til april, når Flying Superkids 12. april atter indtager Thyhallen.

Det sker fredag 12. april, hvor de berømte elitegymnaster igen optræde med deres verdensberømte blanding af gymnastik, akrobatik, spring, dans, højt humør og fed musik.

Med sig bringer de et væld af showteknik og et kæmpe lysshow, der omdanner hallen til en fuld udrustet ”showarena”.

- Vi glæder os rigtig meget til at vende tilbage til Thisted og vise, hvad vi har at byde på. Vi var der senest i 2017, og der var stemningen og opbakningen helt ubeskrivelig, siger Lars Godbersen, direktør for Flying Superkids.

”Superbørnene” lægger hvert år stor vægt på fornyelse af forestillingen og lige nu er forberedelserne i fuld gang. Der er hektisk træningsaktivitet på hjemmebasen i Aarhus, hvor de unge gymnaster intenst øver sig på alt fra hulahop til trippel-saltoer, håndstandsbalance og breakdance.

Noget tyder på at interessen for at de Aarhus gymnasterne er stor. På kun 14 dage er over halvdelen af billetterne allerede solgt.

Billetter på www.flyingsuperkids.com

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...