Alle prøve at lave deres egen flødeboller hos Pernille Tophus

TILSTED: Hos Chokoladekurven kan man købe hjemmelavede flødeboller i uanede varianter og mængder.

Men det lækre sted, sørger ikke kun for at få den søde tand stimuleret. Nu tilbyder den også flødebolleskole.

Her kan alle prøve at lave deres egen flødeboller. Det sker efter åbningstid og er blevet meget populært. I hvert fald har Pernille Tophus alt det hun kan gøre - for kalenderen er fuld flere måneder frem med arrangementer.

- Det har bare grebet helt vildt om sig. To-tre arrangementer bliver det nemt til hver uge, og der er næsten et halvt års ventetid på at få plads, siger indehaver Pernille Tophus.

Hun har ikke har det mindste imod at bruge aftenerne på flødebolle kursus.

- Det er efterhånden blevet en vigtig del af vores forretning, og så er det sjovt. Jeg møder jo mange mennesker og skaber kendskab og loyalitet til Chokoladekurven, siger hun.

Flødebolleskolen har hidtil været afholdt i Chokoladekurvens eget produktionslokale bag butikken. Men med det omfang flødebollekurserne har taget, har Pernille Tophus besluttet at indrette et helt nyt lokale på 60 kvadratmeter hjemme i Tilsted.

- Det vil give mulighed for at tage mere end dobbelt så mange folk ind til en flødebolleaften, end i dag, lyder det fra flødebolle-dronningen i Thisted.

En aften i "flødebolleskolen" varer to en halv time, og man kommer hele vejen rundt om flødebollen. Fra pisning af skum, temperering af den flydende chokolade, opskumning af en flødebolle, dypning og muligheder for bund og fyld.

- Det kræver lidt instruktion, men ellers er det bare at slå sig løs, lyder det fra Pernille Tophus.

Når aftenen er ovre, har man lavet, men også misset og sikkert også spist mange flødeboller. Og skulle mætheden på flødeboller ikke have indfundet sig efter det, så får man opskrifterne med hjem, og så kan jo prøve selv hjemme i køkkenet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...