15-årige Alen Durakovic fra Thisted har planer om at blive journalist

THISTED: I et stykke tid har læserne af Thisted Posten kunne læse ungdomsreporter Alen Durakovic’ artikler. 15-årige Alen Durakovic går op i sine skriverier med hud og hår. Og på længere sigt har han lyst til at læse til journalist.

Det er i hvert fald planen for den unge forfatter, der efter sommerferien går i 9. klasse på Tingstrup Skole.

- Jeg har altid godt kunne lide at skrive og fortælle. Jeg begyndte med det allerede i 3. klasse, og i 5. klasse bidrog jeg med en artikel i en konkurrence. I 8. klasse blev jeg af min lærer Hans Nielsen bedt om at skrive en artikel i forbindelse med Tingstrup Skoles deltagelse i kulturnatten. Det blev en succeshistorie for mig, da den blev trykt i Thisted Posten, siger Alen Durakovic.

Alen Durakovic har bosniske rødder. Hans forældre kom til Thy som flygtninge under Bosnienkrigen i 1990’erne.

Når han ikke skriver artikler bruger den 15-årige sin fritid med kajakroning og med jagt. Han har netop fået jagttegn.

Hans planer for femtiden er at tage studentereksamen STX på gymnasiet.

- Herefter vil jeg lige tage et sabbatår, som jeg vil rejse til Canada. Og derefter er det meningen, at jeg vil gå i gang med journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, siger Alen Durakovic.

Indtil da vil læserne af Thisted Posten få glæde af flere historier fra den unge skribents pen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...