Pladsen har ændret navnet fra ”Strandgaardens Camping” til ”Vorupør Camping”

VORUPØR: De sidste måneder har campingpladsen i Vorupør været forvandlet til en stor byggeplads.

Alle mulige håndværkere har arbejdet mellem hinanden for at få hele pladsen løftet op til at højere niveau. Forandringen er da også slående. Der er kommet en stor ny servicebygning midt på pladsen.

Den indeholder nye faciliteter til madlavning og opbevaring, nye toiletter og baderum både til mænd og kvinder og nye store familiebaderum, alt sammen lavet i solide og holdbare materialer. Der er god plads udenfor så familien kan sidde og spise den mad, de netop har tilberedt mens de mindste kan lege på legepladsen, som i samme omgang er flyttet til det roligere hjørne af pladsen.

Nu kunne det flotte færdige resultater så vises frem for de faste campinggæster i forbindelse med årets flaghejsning. Der var da også mødt et rekordstor antal gæster frem til festligheden. Der var kaffe, rundstykker og ”små glas” til de fremmødte, og i bedste ”Badehotel-stil”, gik snakken lystigt efterhånden som de kendte ansigter mødte frem: ”hvordan går det så?”. ”har børnene det godt”, og mange andre udsagn, som viser at det er mennesker, som kender hinanden og interesserer sig for hinanden.

Vorupør Camping er en del af familien Brusgaards aktiviteter i Vorupør.

Ud over campingpladsen tæller disse også MENY supermarkedet og Feriepartner Thy sommerhusudlejning. Aktiviteterne er spredt ud, så svigersønnen Flemming Yde Larsen har ansvaret for MENY, sønnen Jan Brusgaard står i spidsen for Feriepartner, datteren Chatrine Brusgaard har ansvaret for driften af Campingpladsen, mens moderen Herdis Brusgaard udover at være en del af den samlede ledelse, også har sine faste opgaver i MENY.

Men på sådan en dag står familien sammen og møder frem alle mand for at hygge om de fremmødte campister.

På det fastsatte tidspunkt går Chatrine til flagstangen og byder velkommen med en følelsesladet tale.

- Dette har været en længe næret drøm, som nu er gået i opfyldelse. Det har bare betydet så meget for mig og min familie at få skabt disse nye rammer omkring Vorupør Camping. Især servicebygningen har stået højt på ønskesedlen; men vi ville også have hele pladsen løftet i samme anledning, og så bliver opgaven bare rigtig stor. Vi håber bare så meget, at alle I campister bliver lige så glade og tilfredse, som vi selv er, lød det fra Chatrine Brusgaard.

Og et hurtigt blik rundt på de fremmødte bekræfter at resultaterne falder i alles smag.

Lige fra den nye indkørsel og de nye beplantninger til de store anlæg.

De 5 nye ”havhytter” er et helt kapitel for sig.

De er blevet placeret øverst på pladsen med blik ud over havet. De ligger samlet på række, så gæsterne er en del af campingpladsen uden at det har fjernet unødig plads til campingvogne og telte. Men nu har man altså muligheden for at få en god plads på toppen med den helt rigtige udsigt, selv om det skulle blive blæsevejr, hvad det jo som bekendt somme tider er i Vorupør.

At det var gamle bekendte, som var mødt frem, og som glæder sig til den forestående campingsæson, mærkede man også tydeligt, da den officielle rundvisning var ovre. Her søgte mange sammen og snakkede om nye fortelte og planer for den kommende tid.

Mange gik også sammen for at hjælpes om det praktiske: ”skal jeg hjælpe dig med at slå jeres fortelt op først, så kan vi tage vores bagefter? Og så vil vi altså også lige have en god frokost!”

Familien Brusgaard vælger i forbindelse med de mange nye tiltag på pladsen, også at ændre navnet fra ”Strandgaardens Camping” til ”Vorupør Camping”, gav vide om de tager skridtet og begynder at bruge kælenavnet VØ, som er blevet meget populært i mange sammenhænge?

For at markere navneskiftet og i det hele taget den nye epoke for den populære campingplads, har den lokale historiker, Jimmy Munk Larsen, forfattet en bog, som beskriver historien bag den gamle Strandgaard og de mange aktiviteter, som gennem årene har udspillet sig i dette område. Faktisk er det et af de ældste huse i byen, og de skiftende generationer har på mange områder været foregangsmænd i området.

På denne måde kan pladsen gå ind i en ny tid, og samtidig tage hele sin historie med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...