Det handler om afdøde Karin Michaëlis, og så er der besøg af de tre nulevende forfattere Ane Riel, Birgithe Kosovic og Sara Bouchet

THISTED: Her i foråret inviterer Kulturrummet til fire forfatterforedrag på Thisted Bibliotek med kaffe

Onsdag aften 22. januar gælder den den nu næsten glemte forfatter Karin Michaëlis (1872-1950), som her på egnen måske ikke er helt glemt, da hun 1930 udgav romanen ”Hjertets vagabond” med maler Kirsten Kjær (1893-1985), som følte sig hængt ud. Det er dog ikke det, foredraget handler om, men derimod hele forfatterværket. Inger Nygaard Kaad, der er cand. mag. i nordisk sprog og litteratur, fortæller om Michaëlis’ nyskabende og kontroversielle forfatterskab om bl.a. kvinders identitet og seksualitet, om forfatterens bandlysning i Tyskland i nazitiden og om hendes inspiration til andre forfattere, bl.a. svenske Astrid Lindgren (1907-2002).

Tirsdag aften 28. januar er der optakt til festivalen ”Ordkraft 2020” i Aalborg 16.-18. april med Ane Riel, som senest udgav ”Bæst” i efteråret, mens hendes roman ”Harpiks” fra 2015 netop er blevet filmatiseret. Hun behandler i sit forfatterskab om menneskelige relationer, ligesom hun med alvor og humor, idyl og gru, skildrer skæve eksistenser og grumme skæbner. I foredraget fortæller hun om sit forfatterskab og svarer på spørgsmålet om, hvem hun selv er.

Torsdag aften 27. februar fortæller den serbisk-danske forfatter Birgithe Kosovic om sin romanbiografi i to bind om Erik Scavenius (1877-1962), den forkætrede stats- og udenrigsminister fra Besættelsen - manden, der stod i spidsen, ja, personificerede samarbejdspolitikken. I ”Den inderste fare” behandles sideløbende et stykke danmarkshistorie, som stadig har stor betydning, og et personligt liv med indbygget ægteskabsdrama. Siden det første bind udkom har Birgithe Kosovic deltaget i aktuelle debatter om Erik Scavenius, herunder om han fortjener et vejnavn opkaldt efter sig, og hun medvirker også i den aktuelle tv-serie på DR om Frederik IX, under Besættelsen som kronprins fungerende regent under sin fars alvorlige sygdom.

Endelig kan man onsdag aften 25. marts møde den fransk-danske forfatter Sara Bouchet, som debuterede 2016 med romanen ”Hjem”, og som senere har udgivet ”Savas vidner” 2018 og ”Min mands elskerinde” 2019. I den seneste behandler hun problematikken om, hvor meget man egentlig ved om sine nærmeste, og ud fra emnerne erindring og identitet, hukommelse og fortrængning samt kærlighed og ægteskab fortæller hun om sit forfatterskab.

Billetter kan købes på Thisted Bibliotek - til arrangementet med Sara Bouchet dog først fra mandag 3. februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...