Miljøminister Lea Wermelin (S) har udpeget Torben Juul-Olsen til fire år mere i nationalparkens formandsstol

THY: Efter fire år som formand for bestyrelsen for Nationalpark Thy kan Torben Juul-Olsen se frem til yderligere fire år på posten.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har udpeget ham til en ny periode på fire år regnet fra 1. januar 2021.

Medlemmerne af nationalparkens bestyrelse udpeges for fire år ad gangen med mulighed for at blive genudpeget en gang.

Når den fjerde bestyrelse i rækken siden Nationalpark Thy blev etableret tiltræder ved årsskiftet, vil omkring halvdelen af den nuværende bestyrelses medlemmer have mulighed for at blive genudpeget. Endnu er der ikke sat navne på, hvem der genudpeges og hvem der bliver nye medlemmer i bestyrelsen, som fra 1. januar udvides med to ekstra bestyrelsespladser, hvorefter bestyrelsen vil bestå af formanden samt 13 bestyrelsesmedlemmer.

De to foreninger, som fremover får plads i bestyrelsen, er Biologisk Forening for Nordvestjylland og Vild med Vilje.

Torben Juul-Olsen er glad ved udsigten til endnu fire år som formand for nationalparkens bestyrelse.

- Der er utrolig mange spændende ting i gang, som jeg gerne vil mere med til at løfte. Både når det handler om at skabe vildere natur i nationalparken og om at færdiggøre byggeriet af Nationalpark Center Thy, der indvies i maj næste år, siger Torben Juul-Olsen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...