Alskens pengesedler lå i et skab, der blev købt i Røde Kors’ genbrugsbutik i Hanstholm

HANSTHOLM: En køber af et skab hos Røde Kors´ genbrugsbutik i Hanstholm, gjorde store øjne, da hun skulle rengøre det nyindkøbte soveværelsesskab til 200 kroner.

I et af skufferne lå en grøn/grå-metallic gammeldags pengekasse med rusten håndtag og nøgle. Nøglen sad i.

Køberen, som vi har valgt at kalde Lilly, da hun ønsker at være anonym, men som Thisted:Posten ved, hvem er, fik kassen åbnet og fandt et ret stort bundt pengesedler.

- Jeg kunne forinden mærke der var noget i kassen, og fik tusind tanker gennem hovedet om hvad det kunne være, fortæller Lilly til Thisted:Posten. Man ved jo aldrig, siger hun.

Det viste sig at være omkring 150 sedler i alle størrelser, værdier og næsten alle fra forskellige lande i verden. Fra gamle danske 5 og 10 kroners sedler, Dollar, Zloty, Rubler til gamle og nye sedler fra stort set alle sydamerikanske lande, fra Afrika og Østen.

Også nogle gamle tyske Reichsmark med pålydende 10 millioner lå i kassen.

- Det har næsten sikkert været en samler, siger Lilly og fortsætter

- Jeg har ingen forstand på det. Og ønsker egentlig helst at sedlerne kommer tilbage til samleren. Men skabet er jo købt i genbrug - så måske er ejermanden død, lyder det fra den overraskede køber, der har tjekket et par sedlerne og fundet, at de faktisk er noget værd. Og samlingen har sikkert en samlet værdi, siger Lilly.

Hun håber nu, at en ejermand til sedlerne melder sig, og kan dokumentere ejerforholdet.

Så vil hun returnere pengekasse og indhold. Kontakten kan ske via Thisted:Posten.

Ellers vil seddelsamlingen blive solgt til højestbydende.

Lilly morer sig dog over det spændende fund.

- Jeg undrer mig især over, at ingen havde opdaget pengekassen i skufferne i skabet. Men det er da meget sjovt at prøve det, som de fleste drømmer om. At finde en slags skat, smiler hun.

Tekst og foto: Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...