Sognepræst Benne Holwerda opfordrer til, at man medbringer bønner til juletræet

THISTED: Selv om der er corona og restriktioner, åbner Thisted Kirke søndag 29. november dørene til en festlige familiegudstjeneste, som ledes af sognepræst Benne Holwerda, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Margrethe Højlund.

Hun opfordrer til, at man kommer i god tid for at sikre sig en plads:

- Vi synger adventstiden ind og oplever det fællesskab, som juletiden i den grad lægger op til. Et fællesskab på tværs af generationer - et fællesskab i en tid, hvor vi fejrer, at det ny kirkeår starter, og vi forhåbentlig kan se frem mod et nyt år, der bringer os på den anden side af den sundhedskrise og den samfundskrise, vi er i lige nu. Ikke bare i vores lille by, men over hele verden, siger Margrethe Højlund og fortsætter:

- Det er i høj grad en tid, hvor vi er afhænge af ting, vi ikke har kontrol over. Derfor er det også ekstra relevant, at bønnen får en synlig plads - også på vores juletræ.

Hun fortæller videre, at Benne Holwerda har fået den idé, at vi skal skrive en bøn til Gud, f.eks på strimlerne til en julestjerne, og bringe den til kirken. Kirkens ansatte hænger den så på træet. En bøn der kan gemme sig i stjernen, hvor kun Gud ser den, og som alle i Thisted kan bringe til kirken i ugen op til søndag 29. november:

Man kan få ideer til julestjerner, der kan gemme din bøn, så ingen andre ser den, f.eks på Folkekirkens konfirmandcenters hjemmesider: www.konfirmandcenter.dk/e-forloeb/jul/en-boen-i-en-julestjerne/.

- Advents- og juletiden fejrer vi meget gennem musik, og til familiegudstjenesten deltager derfor som altid musikere fra FDF Orkester udover kirkens organist og sangere fra kirkekoret, siger Margrethe Højlund.

Søndag 29. november er første søndag ud af de fire i adventstiden, og denne dag markerer samtidig starten på et nyt kirkeår, ligesom det i år er på denne dato, de ny menighedsråd tiltræder deres funktion.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...