Eva Pedersen og Knud Hansen er Thisted Kommunes asfalt-team

THY: Forårstid er ikke kun fuglesang og knopper der springer. Det er også duften af varm asfalt.

Eva Pedersen og Knud Hansen er Thisted Kommunes asfalt-team.

Nu hvor temperaturen begynder at stige og solen varmer, er de atter på vejene med asfalt, skovl, jævner og vibratortromle.

For nu skal der lappes huller efter vinterpausen. Især der, hvor flere centimeter dybe huller, gør det rigtigt træls at være bilist.

Et arbejde de to elsker - for de har været sammen om evighedsprojektet: at lappe huller i Thys 1300 km veje, i syv år.

- Det er et dejligt arbejde. Vi er os selv. Vi får besked om hvor vi skal køre hen og lappe huller. Det gør vi med glæde. For vi ved at bilisterne bliver glade og vi skal arbejde ude i det fri hele forår, sommer og efterår. Det kan ikke blive meget bedre, siger de to, som Thisted Posten mødte i forårssolen på Vorupørvej ved Kystvejen.

Det tager ikke mange sekunder at lappe et hul.

Men der er også mange af dem. Det bliver til hundredvis af huller - næsten hver dag.

- Vi grunder først med ”asfalt-lim”. Så skovler vi den nødvendige mængde af 156 grader varm asfalt i. Vi jævner og så kører Eva over lapningen med vibratortromlen. Til slut smides et tyndt lag stenmel, så tunge lastbiler ikke ”tager lappen” med, fortæller Knud Hansen.

Det bliver til omkring fem tons asfalt, der dagligt bliver lagt ud.

Asfalten skal nu hentes i Skive, efter asfaltfabrikken i Øst Vildsund lukkede.

De to asfaltbisser fra Thisted Kommune fortæller, at de bruger App´en ”Borgertip” for at finde hullerne. Her kan borgerne tippe kommunen om hvor der er huller der trænger til besøg af Eva og Knud. - Det fungerer rigtigt godt.

- Med det gode grej vi har i dag, synes jeg at iøvrigt, at vi er kommet meget bedre med, med lapningen af hullerne i vejene. VI kan rykke hurtigt ud og kvaliteten er blevet bedre, konstaterer Knud Hansen.

Eva Pedersen og Knud Hansen fortsætter deres evige asfalt-road-trip på Thys veje indtil jul. Der kan godt repareres i den kolde vinter. Men så er det en helt anden proces.

Et andet materiale og en dyrere pris.

Efter Vorupør-Faddersbøl området går turen onsdag til Skjoldborg. Herefter ved Eva og Knud ikke hvor turen går hen. Men der er helt sikkert en ny thy-vej et andet sted, der trænger til besøg af Thisted Kommunes asfalt-team.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...