Hanstholm Olieforsyning bag ny 100.000 liters tank på den tidligere Østre Tværmole

HANSTHOLM: Havneudvidelsen i Hanstholm og tilføjelse af store arealer øst for den eksisterende havn, betyder naturligt, at aktiviteter etablerer sig østpå ved og i det nye havneområde.

Tirsdag morgen blev det første anlæg etableret.

Hanstholm Olieforsyning, som leverer brændstof til skibene, opstillede en stor 100.000 liters tank på den tidligere Østre Tværmole. Her bliver der fremover selvbetjeningstankning for primært fiskefartøjer.

Det har ikke tidligere været muligt at lave installationer på den gamle vejr og bølgeudsatte tværmole.

Nu ligger den tidligere Østre Tværmole til at blive en kaj ”midt” i Hanstholm havn, og vil aldrig modtage de store mængder vand som tidligere.

Derfor har indehaver Per Skovmose taget imod Hanstholm Havns tilbud om en etableringsplads der for sin olieforsyning.

- Vi benyttede tidligere faste påfyldningsteder for skibene to andre steder i havnen, som blev forsynet af rørledninger i kajen. Men brugsretten for disse anlæg, er ved en licitation netop blevet overtaget for en 10-årig periode af et konkurrerende oliefirma.

Her ønskede jeg ikke at byde ind.

- Derfor var dette den eneste løsning for mig. Og jeg synes faktisk, at det er blevet en rigtig god løsning for skibene, lyder det fra Per Skovmose, som allerede har 17 lignende tankanlæg opstillet i havne rundt i Danmark. Tanken i Hanstholm er dog i den store ende størrelsesmæssigt.

Hanstholm Havns Olieforsyning, som tidligere hed Shell, blev etableret i 2005. Firmaets hovedomsætning er i Hanstholm.

Den nye tank skal forsyne skibe med brændstofbehov fra 400 liter til 20.000 liter.

De helt store kunder vil fortsat kunne få leveret i tankbiler. Anlægget på Østre Tværmole skal påfyldes løbende af tankbiler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...