Klaverekvilibristen giver 20. marts koncert i Æ Redningshus

KLITMØLLER: Han er kendt som landets bedste boogie-woogie og blues pianist.

Den populære Esben Just lægger på sin forårsturne vejen forbi Æ Redningshus i Klitmøller den 20. marts med sit nye solo-show ”The Second Coming”.

”The Second Coming” er et show fuld af livlig musik inspireret af New Orleans. Det har et budskab om fred, taknemmelighed og kærlighed til alle.

Et budskab, der kommer lige fra et hjerte, som er blevet repareret og genstartet, nemlig Esben Justs eget.

”The Second Coming” tager nemlig udgangspunkt i et sygdomsforløb, som nær havde kostet Esben Just livet i 2016.

Det er blevet til et personligt og tankevækkende show.

Med Esben Just som (galgen)humoristisk turguide tager ”The Second Coming” sit publikum med på en rejse, der begyndte på en mere end sædvanligt mørk aften på Vesterbro i København.

Den aften - mindre end to måneder efter hans 50-års fødselsdag - befandt Esben sig på Rigshospitalet med hjertet sat kunstigt i stå og brystkassen skåret op på langs.

Efter en akut hjerteoperation på syv timer og fire døgn i koma var han i januar 2016 blevet ”nulstillet.

Trods Esben Just er kommet godt ud på den anden side af livskrisen er spilleglæden og energien helt intakt.

Der venter publikum et musikalsk, underholdende og åndeligt show sammen med den særdeles velspillende klaverbokser.

Billetter købes hos Ticketmaster.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...