Lotte Krogh fra Fyn er tiltrådt som etårig turnuskandidat

THISTED: Der er nu en kiropraktor mere hos Kiropraktorerne i Dokken i Thisted. Lotte Krogh skal foreløbigt i et år arbejde som turnuskandidat hos Hanne Linnet og Per Kirk. Ansættelsen af kiropraktor Lotte Krogh handler ikke om, at hverken Hanne Linnet eller Per Kirk har planer om at stoppe. Men derimod handler det om rettidigt omhu.

- Hanne kunne fejre 40 års jubilæum i sommer, og selv om hverken Hanne eller jeg har planer om at stoppe, så må vi jo erkende at vi bliver ikke yngre. Med Lotte Krogh på holdet kigger vi derfor også fremad for klinikken, siger Per Kirk, der er fyldt 58 år, mens kollegaen Hanne Linnet er 65.

- Nu er vi en kiropraktor mere i huset, som kan tage over. Det betyder, at både Per og jeg får muligheden for at tage lidt fri, siger Hanne Linnet, der ved siden af jobbet som kiropraktor er vild med at male, men også stadig vild med arbejdet.

- Jeg har faste kunder og familier, som jeg har hjulpet og dermed kendt i alle 40 år. Faktisk er jeg lige så glad for at møde på arbejde som den første dag, siger Hanne Linnet.

Lotte Krogh er oprindelig uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sygeplejerske i 22 år. I sommer blev hun færdig med kiropraktoruddannelsen efter fem års studier på Odense Universitet. Hun har eget autorisationsnummer.

Lotte Krogh har fortsat bopæl på Fyn. Men planen er at flytte til Thy med sin familie, så snart det rigtige hus dukker op.

- For det er da intentionen, at Lotte må blive partner, når hendes år som turnusassistent er overstået til september 2021. Men vi ved jo aldrig, hvordan det går. Uanset, så er Lotte faldet rigtig godt ind i rytmen som en del af vores team - det er en rigtig god start, lyder det fra Hanne Linnet og Per Kirk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...