Beboerne fik igen en uge med mange andre aktiviteter og oplevelser

KLITMØLLER: Engang i mellem skal der ske noget ekstra på plejecentret. Sådan har de gjort i Klitmøller på Klitrosen flere gange før.

Nu har teltet atter været stillet op og dagligdagen for beboerne, var noget helt andet end sædvanligt, fortæller beskæftigelsesvejleder Ella Agesen fra Klitrosen.

- Vi havde samlet et stort program med mange aktiviteter - afviklet under hensyn til sommervejret: grill, aftensmad i teltet, vuggestue og børnehavebesøg, bollebagning og børnekoncert, spejder besøg med pandekager over bål, hestevognstur i det flotte vejr om torsdagen, folkedans, Valdemarsdags og Dannebrogsfejring med sild og snaps.

Til slut var den store finale om lørdagen med motorcykelture med kørerne fra Morsø veteranmotorcykelklub og fælleshygge i teltet.

- Som prikken over ”I” fik vi et kæmpe regnskyl, da børnene var på besøg, fortæller Ella Agesen. Der kom vand både i teltet og gården. Det var til stor glæde for børnene og selvfølgelig også for beboerne, som så på, da børnene legede i vandmassen.

Ella Agesen er glad for den flotte opbakning, fra blandt andet sponsorer, der gør denne uge for de ældre mulig.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...