Den 16-årige racerkører er benovet over tilbud

SENNELS: Der blev pludselig travlt på værelset i Sennels, da teamchefen for RLR Msport ringede og tilbød den thy’ske racerkører Malthe Jakobsen en plads i Road to Le Mans-løbet, der køres som opvarmning til det rigtige 24 timers-løb om få uger, lyder det i en pressemeddelelse fra Malthe Jakobsen Motorsport.

Det var ellers ikke på tegnebrættet for i år. Den 16-årige racerkører har i forvejen taget et stort spring fra Formel 4-klassen til European Le Mans Series, og det er netop thyboens indsats og resultater her, der udløste opringningen fra teamchefen. Med en tredjeplads i debutløbet og en konstant placering blandt de fem hurtigste kørere i feltet har den unge racerkører også lidt at have det i.

- Det her tilbud var bare det helt rigtige. Teamet havde andre interesserede kørere, men de ville have mig i bilen. Det er jeg virkelig benovet over, og det er en helt perfekt mulighed for at lære banen at kende, før jeg forhåbentlig skal køre 24 timers-løbet dernede en dag, fortæller Malthe Jakobsen i pressemeddelelsen.

Det særlige ved Le Mans-banen er nemlig, at en stor del af den består af helt almindelige landeveje, som spærres af den ene gang om året, hvor løbet køres. Derfor er der ingen mulighed for at prøve kræfter med den noget særprægede bane, hvis ikke man deltager i et opvarmningsløb som eksempelvis Road to Le Mans. Derfor er Malthe Jakobsens ambitioner primært at lære banen at kende.

Emma Toftelund Poulsen
Thy er med på bilen til Le Mans . Foto: RLR Msport

- Det kunne da være vildt fedt at få en pokal med hjem fra Le Mans, men jeg har hørt fra alle, som har prøvet banen, at det kræver en helt anderledes kørestil at være hurtig dernede, så for mig handler det udelukkende om at lære mest muligt i den tid, jeg har bag rattet.

- Jeg kører altid for at vinde. Men når det er så stort som Le Mans, så skal man også lære noget, før man for alvor har chancen for at vinde, siger Malthe Jakobsen.

Stor lokal opbakning

At det overhovedet er muligt for Malthe Jakobsen at komme til start i Road to Le Mans, skyldes i høj grad den lokale opbakning fra erhvervslivet i og omkring Thy.

- Jeg har brugt nogle dage på at kontakte alle sponsorer og høre, om de mon ville hjælpe mig økonomisk til at kunne tage imod den her mulighed, teamet har givet mig. Responsen har været enormt positiv, og jeg er stolt af at have den opbakning og tiltro fra så mange mennesker. Det er min store drøm, de holder i live, og jeg arbejder hårdt for at kunne leve op til det, siger Malthe Jakobsen.

Le Mans-weekenden er grundet coronakrisen flyttet til weekenden 19-20. september, og løbet afholdes uden publikum. Det fjerner nok lidt af magien ved weekenden, men Malthe Jakobsen er sikker på, at han har en stor oplevelse i vente.

- Jeg får kuldegysninger bare ved tanken om at køre en racerbil rundt på banen, så jeg tror, at det bliver én af de oplevelser, jeg kommer til at huske i lang tid fremover, siger han.

Løbsweekenden starter allerede om onsdagen for Malthe Jakobsen med det første træningspas. Fredag aften køres det første løb på 55 minutter, og lørdag middag kører Road to Le Mans-klassen sit andet løb, få timer inden dette års udgave af det legendariske Le Mans-løb flages i gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...